Løfte at lade sig døbe, hvis han sejrede, og at han allerede strax skal have ombyttet Thorsbilledet med et Krucifix. Men denne Beretning er lige saa lidet sandsynlig, som en anden, der sættes i Forbindelse dermed, nemlig at der nu skede en Standsning i Kampen, under hvilken de tre Fyrster holdt en Sammenkomst, og da først traf hiin Aftale med hinanden om Norges og Byttets Deling. Det sandsynligste er, at Kampen har vedvaret, snart med mindre, snart med større Heftighed. Der fortælles tillige i Forbindelse hermed, at Erik Jarl efter Thorkell højes Raad skal have ladet tage store Tømmerstokke og lægge over fra sit Skib paa Ormen, som derved kom til at helde, saaledes at det var lettere at komme op paa den. Dette er i sig selv ej usandsynligt[1]. Vist er det, at Erik anden Gang forsøgte at entre, og denne Gang med større Held end før, thi skjønt han vistnok fik en varm Modtagelse af Stavnboerne, var dog Besætningen paa Ormen nu falden i saadan Mængde, at Skibsbordene paa mange Steder stode tomme, saa at Jarlens Mænd i det hele taget kunde komme op uden Vanskelighed. De faa af Olafs Krigere, der endnu vare tilbage, flokkede sig agter om Kongen i Løftingen, for derfra paany at gjøre Modstand. Nu faldt de fleste og ypperste af hans Kæmper, som begge hans Svogere, Hyrning og Thorgeir, Ulf røde, Vikar af Tiundaland. Da Skibet var aldeles ryddet forud, rykkede Erik agter til Forrummet, hvor der blev en haard Kamp. Kongen stod fremdeles i Løftingen, let kjendelig fremfor alle ved sin prægtige Rustning. Kolbjørn Stallare gik op til ham og stillede sig ved hans Side; da han var af samme Væxt som Kongen og klædt aldeles som ham, kunde man i Hast ikke kjende dem fra hinanden, men Vaabnene regnede ned over dem begge, saa at deres Skjolde vare ganske ligesom fryndsede af Pile. Da der endelig, efter hvad der fortælles, ej stod flere end 8 Mænd tilbage af hele Besætningen, foruden Kongen selv, løb han og Kolbein overbord. Erik Jarls Mænd laa med Smaaskuder uden om Ormen for at dræbe eller fange dem, der sprang i Vandet. Men da Kongen, i det han hoppede ned, holdt Skjoldet over sit Hoved, sank han ned, saa at man ej fik fat paa ham. Kolbjørn derimod kom til at faa Skjoldet under sig, idet han faldt, saa at han ej strax sank, men blev tagen op af Jarlens Mænd, der troede at det var Olaf. Han blev ført hen til Jarlen, der strax saa at han ej var Kongen, og skjenkede ham Livet. I dette Øjeblik løb ogsaa de øvrige af Olafs Mænd, som endnu vare tilbage, overbord, blandt dem Einar Thambarskelver og Thorkell Nefja; denne var den allersidste, som forlod Ormen; han frelste sig ved at svømme i Land, men Einar tilligemed de øvrige bleve tagne op og bragte til Jarlen, som skjenkede dem Livet[2].
