lerede naaet eller nær ved at naaes; og trods den overdrevne Iver og Heftighed, hvormed han udførte dette Verk, var han dog yndet af Folket, som faa Konger enten før eller senere. Det er virkelig et Særsyn, at han kun efter saa faa Aars Regjering og tillige efter at have faret frem med saa stor Voldsomhed, kunde erhverve en saa stor Yndest. Man kan ikke forklare det, uden ved den overordentlige personlige Indtagenhed, han besad, ved hans ridderlige Væsen og hans udmerkede Færdighed i alle de Slags Legems-Idrætter, hvorpaa man i hine Tider satte saa megen Priis. Han var, heder det, den største Idrætsmand i Norge af alle dem, hvorom man veed at fortælle. Han var sterkere og smidigere end de fleste andre. Han kunde gaa frem og tilbage paa Aarerne udenbords, medens et Langskib roedes, og imidlertid lege med tre Haand-Spyd, saa at eet altid var i Luften, og han greb dem stedse i Fæstet; han kunde bruge begge Hænder lige godt i Kamp, skød med to Spyd paa een Gang, var en ypperlig Bueskytte, svømmede, som vi have seet, fortrinligt, og kunde saa godt klavre i Fjeld, at han en Gang, da en af hans Hirdmænd ifølge et Væddemaal havde søgt at bestige Fjeldet Smalsarhorn (Hornelen) og hverken kunde komme frem eller tilbage, gik op, tog ham med sig under den ene Arm, og bragte ham velbeholden ned igjen. Han beskrives som overordentlig smuk, og især meget lig Haakon Adelsteensfostre, hvilket vel og bidrog meget til at vinde ham Folkets Hjerter. Han var munter, spøgsom, venlig og nedladende, gavmild og pragtelskende: kort, han besad alle de Egenskaber, der vare skikkede til at vække et ærgjerrigt og stridbart Folks Beundring; endog Skyggesiderne ved hans Charakteer, nemlig hans Heftighed, Iilsindethed, Voldsomhed og Grusomhed, grundede sig ej paa nogen kold, egoistisk Beregnethed, men alene paa hans brændende Iver for hvad han ansaa for det Rette, og derfor synes man at have tilgivet ham dem. Der tillægges ham kun een virkelig grusom Handling, hvilken endog Biskop Sigurd selv misbilligede, og for hvilken han satte ham aabenbart Skrifte, nemlig at han lod sin Hund Vige sønderrive en Islænding, der havde dræbt hans Staller Grim ude paa Island[1].
Om Vinteren havde Olaf stedse mange Folk hos sig, og der gik lystigt og prægtigt til ved hans Hof. Men ingensinde synes han at have haft en talrigere og mere glimrende Forsamling om sig end om Vinteren 999–1000, efter at han var kommen tilbage fra Haalogaland. Aaret havde været ypperligt og Fred herskede i Landet[2]. Hans Hustru, Dronning Thyre, havde om Sommeren født ham en Søn og Arving, som fik Navnet Har-
