skere. Vi have endnu i det gamle Skrift „Kongespejlet“ en udførlig Skildring af Grønlands Naturforhold, som de vare i det 12te Aarhundrede, og denne Skildring maa i det Væsentlige ogsaa passe paa Forholdene, som de vare et Par Aarhundreder tidligere[1]. Det er, siges der, kun en ringe Deel af Landet, som er fri for Iis, og Folk vide ikke engang om Landet er stort eller lidet, fordi alle Fjeldstrækninger og Dale ere bedækkede med Iis, saa at man ingensteds finder nogen Aabning. Kun faa Folk bo i Landet, thi blot lidet heraf er saa optidnet at det kan bebygges. Af Korn frembringer det ikkun lidet, thi der har alene været enkelte af de mægtigste, der saaede Korn for et Forsøgs Skyld: Mængden i Landet veed ikke hvad Brød er, den saa aldrig Brød. Men der er gode Græsgange, og store Gaarde, hvor man holder mange Kvæg og Sauder, saa at der beredes meget Smør og Ost, hvoraf Folket for en stor Deel lever, saa vel som af Kjød af Kvæg og af Dyr, fangne paa Jagt, som Rener, Hvale, Sæler, Bjørne o. s. v. Der er en stor Mængde vilde Dyr, som Harer, Ulve, Rener, og især Hvidbjørne. Kulden, siges der end videre, har faaet overvættes Magt, og saa vel Havet som Landet vidner om, at Frosten og Kuldens Styrke har Overhaand. Naar Solen staar højest, har den vel overflødig Kraft til Skin og Lysning, men kun liden til Varme og Hede; dog formaar den at varme den optidnede Jord saa vidt, at den kan give gode og vellugtende Urter, saa at man derfor vel kan bebo den optidnede Deel, der rigtignok kun er ringe. Naar Uvejr indtræffer, som dog ej sker saa ofte, da er det voldsommere end andensteds, baade med Hensyn til Storme, Frost og Sne. Dette, siges der, foraarsages af Jøklens Natur, da den selv stedse udskyder en kold Gust, der driver alle Uvejr fra den, og som oftest holder Luften klar over dens Hoved. Derimod maa de nærmeste Granner undgjelde det, thi de faa Uvejret over sig, som Jøklen driver bort“. – Endogsaa Isen og Kulden paa Island tillægges Grønlands Naboskab. Om det stormfulde, med Driviis opfyldte Hav, der omgav Grønland, og dets Farefuldhed for den Søfarende, havde man ligeledes meget at fortælle. Stundom, heder det, hænder det sig endog at Havets Bølger optaarne sig som Gjerder (Havgjerder) omkring Skibet og opsluge det[2]; forfærdelige Søuhyrer[3] vilde
- ↑ Se Kongespejlet, Cap. 17–19.
- ↑ Disse Havgjerdinger omtales vidtløftigt i Kongespejlet. De beskrives som tre uhyre store Bølger, der ligesom Fjelde omgjerde Skibet i en Trekant, uden at frembyde nogen Aabning. De antages at have været de Malstrømme, Havsvælg og Iissvælg, som findes hist og her ved Grønlands Kyster, se Grønl. hist. Mindesmerker III. S. 377. Der nævnes i Erik rødes Saga om en christen syderøisk Mand, der var med Herjulf, en af de første Nybyggere, og digtede en saakaldt Havgerdingsdraape, hvori han bad Christus bevare ham, rimeligviis mod Havgerdinger.
- ↑ Kongespejlet nævner: Havstramb,Margyge,Havguva, jvfr. Hist. norv. fol. 2. b.
