Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/386

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
360
Olaf Tryggvessøn.


Endelig opdagedes Grønlands Fastland. Thorvald Osvaldssøn, ligeledes en Ætling af Øxna-Thore, maatte tilligemed sin Søn Erik røde formedelst en Drabssag forlade Jæderen i Norge, hvor de boede, og flyttede til Island, som da allerede for det meste var bebygget, saa at de kun fik taget Land paa Drange, paa de saakaldte Hornstrande, eller Islands nordvestligste Kyststrækning. Der døde Thorvald. Erik opholdt sig en Stund ved Haakon Jarls Hof, hvor han blandt andre traf Thorgils Thordssøn, og stiftede et fortroligt Venskab med ham[1]. Beliggenheden af Eriks Bolig paa Island ved den øde Nordvestkyst, som kun en kort Havstrækning skilte fra de hemmelighedsfulde Gunnbjørnssker, og hvor der vistnok herskede en Mængde Sagn om dem, kunde neppe andet end vække hans Lyst til selv at opdage og undersøge dem; og denne Lyst maatte vel end mere forøges ved hans Giftermaal med Ulf skjaalges Sønnedatter Thjodhild, der bragte ham i Svogerskab med Are Maarssøn, og satte ham istand til, fra første Haand at indsamle alle de Beretninger, der gik om dennes æventyrlige Fart til Hvitramannaland. Siden flyttede han til Haukadal ved Breidafjorden, men formedelst et Drab blev han forviist herfra. Han opslog nu sin Bolig paa nogle Øer i Breidafjorden, og forblev her en Stund, indtil en ny Drabssag bragte ham under Forfølgelse paa Thorsnesthing. Uagtet Erik understøttedes af Viga-Styr, fik dog hans Fiender, der understøttedes af Thord Gelles Sønner, Overhaand, og Erik blev dømt fredløs. Han havde imidlertid udrustet sit Skib til en længere Rejse. Efter Thinget droge hans Fiender ud paa Øerne for at opsøge ham, men en af hans Beskyttere skjulte hans Skib i en afsides Vaag. Her stødte Styr og flere til ham, og ledsagede ham paa Baade, indtil han var kommen saa langt ud paa Søen, at der ej længer var nogen Fare for ham. Han sagde nu ved Afskeden til sine Venner, at han vilde opsøge Gunnbjørnssker, men lovede at hvis han fandt dem, skulde han komme tilbage igjen. Fra Surfjeldsnes holdt han lige mod Vest, og kom til Østkysten af Grønland ved en

    at have faaet dette Navn, fordi Skrælingerne (Eskimoerne) fortalte om dets Beboere, at de gik i hvide Klæder, plejede at lade fligede Faner bære for sig, og istemme høje Skrig. Dette synes at sigte til Folk, beslægtede med Mexikanerne. Naar Landn. fortæller at Are blev døbt i Hvitramannaland, saa er dette naturligviis en Misforstaaelse Som Hjemmelsmænd anfører Landn. en Ravn Hlymreksfarer (Limericksfarer), der længe havde været i Limerik paa Irland; ligesom og Thorkell Geitessøn, der skulde have hørt andre islandske Mænd fortælle at de igjen havde hørt Thorfinn Jarl paa Orknø sige, at Are var bleven gjenkjendt i Hvitramannaland, hvor han nød stor Anseelse, men ej fik Lov til at rejse bort. Muligt, at der i det saakaldte Hvitramannaland virkelig fandtes endeel ved Storm derhen fordrevne Islændere.

  1. Floamanna Saga, Cap. 15, S. 436. Om Erik rødes Herkomst, s. ovf. 1. B. S. 552. Om Thorgils s. ovf. S. 136.