han for sin Deel snarest muligt vilde lade sig døbe, og haabede at alle hans Skibsfæller vilde gjøre det samme. Bolle erklærede sig strax villig, ligesaa de øvrige. Hvad der afholdt dem fra at melde sig hos Kongen den Dag, var kun, at de vidste at han nu sad til Bords. Men Islændingernes Tale blev ham endnu samme Dag berettet af hans fortrolige Kundskabsmænd, og han glædede sig saare derover. Den følgende Dag, anden Juledag, lod han Kjartan kalde til sig, og foreslog ham at lade sig døbe. Kjartan var strax villig dertil, paa den Betingelse at Kongen vilde skjenke ham sit Venskab. Dette tilsagde Kongen ham med Glæde, og nu blev han døbt tilligemed Bolle og alle sine Skibsfæller. Han beholdt ham og Bolle hos sig i Julegilde, og skal have udnævnt ham til sin Hirdmand den Dag, de afførte sig de hvide Daabsklæder[1].
Kort Tid efter mødte Kongen Hallfred Ottarssøn paa Gaden. Han spurgte ham om hans Navn, og da han erfoer at han var Skalden Hallfred, anmodede han ham ligeledes om at lade sig døbe. Hallfred samtykkede deri paa den Betingelse, at Kongen selv vilde staa Fadder til ham. Dette lovede Kongen, og nu blev Hallfred døbt. Kongen lod sine Morbrødre Karlshoved og Jostein lære ham Credo og Pater noster. Ved samme Lejlighed blev Brand den ørve og flere anseede Islændinger døbte. Alle de Islændinger, som havde modtaget Daaben, fulgte med Kongen til Mæren, da han lod Jernskegge dræbe og fik Thrønderne christnede. Kjartan og Bolle opholdt sig ved Kongens Hird den hele Vinter, og Kjartan var saa afholdt, at han ikke havde en eneste Avindsmand. Skalden Hallfred Ottarssøn bad Kongen en Dag om at høre et Kvad, han havde digtet til hans Ære. Kongen vægrede sig derved, sandsynligviis fordi han vidste at dette Kvad, som Kvæderne i Almindelighed, indeholdt mange Hentydninger til den hedenske Gudelære. Men
- ↑ Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 161. Laxdølasaga, Cap. 40. Det er allerede ovenfor nævnt, at Odd Munk fortæller disse Begivenheder lidt forskjelligt fra de øvrige, og den, som her er fulgt. Men paa en vis Maade kan Snorres Beretning ansees endnu mere afvigende, idet han nemlig ikke lader Kjartan komme til Norge førend samme Høst, Olaf var kommen tilbage fra Haalogaland (999); herved nødtes han til at sammentrænge altsammen i et kortere Tidsrum, idet han nemlig lader de Islændinger, der virkelig kom 999, (se nedf. S. 318) som Halldor Gudmundssøn, Sverting Runolfssøn, Gissur hvite, Hjalte Skeggessøn o. fl. ankomme omtrent samtidigt med Kjartan, og tillige lader Kjartan blive døbt strax efter Mikkelsdag, ikke efter Juul, ligesom det hos Snorre er Mikkelsdagens, ikke Juledagens Gudstjeneste, hvortil Kjartan lytter. Urigtigheden heraf fremgaar saavel af hvad der ovenfor er udviklet om Tidsregningen, som af Kjartans hele Historie, der fortælles udførligt i Laxdølasaga, thi det var just hans lange Ophold i Norge, (996–1000), som havde en saa afgjørende Indflydelse paa hans senere Skjæbne. Krtstnisaga, Cap. 10 stemmer merkeligt nok, i dette Stykke meest med Snorre, men ogsaa dens Tidsregning er, som ovenfor viist, fejlagtig.
