forskjellig blandt Hedningerne paa Island. Nogle havde meget imod den, maaske især af politiske Grunde, andre, som den ædle Njaal og den forstandige Hall paa Sida, vare den gunstigt stemte[1] Der fortælles, at da der en Gang i Njaals Paahør taltes om Religionsforandringen i Norge, og flere sagde at det dog var en Skam, saaledes at forkaste sin gamle Tro, skal Njaal have svaret: „mig forekommer det som om den nye Tro er meget bedre end den gamle, og at den er lyksalig, som antager den: kommer der Mænd hid for at forkynde den, da skal jeg paa bedste Maade understøtte den“[2]. Njaal var vel allerede i og for sig fredeligsindet nok til at erkjende Christendommens Fordele for Hedenskaben, men usandsynligt er det ej, at han ogsaa kan have været paavirket af sin Svigersøn Kaare Salmudssøn, der som Syderøing vistnok allerede har bekjendt sig til Christendommen.
Allerede i det følgende Aar efter sin Tronbestigelse[3] gjorde Olaf et Forsøg paa at christne Island ved at sende Stefne Thorgilssøn derhen ledsaget af flere Lærere. Olaf valgte ham, fordi han var indfød i Landet og beslægtet med de fornemste Høvdinger. Stefne dulgte ej sin Frygt for at Sendelsen vilde faa et daarligt Udfald, da hans Frænder Islændingerne, som han sagde, vare haarde og sene til at lade fare, hvad de engang havde vedtaget. Dog erklærede han sig villig til at prøve, hvorledes det vilde gaa, og drog om Sommeren (996) til sin Fædreneø, hvor han efter en kort Overrejse landede i Gufaaroos i Borgarfjorden kort før Althinget. Han begyndte strax aabenlyst at forkynde Christendommen, men fandt den meest fiendtlige Modtagelse, og de værste blandt alle vare hans Frænder. Ufor-
- ↑ Om Njaal og Hall, se ovf. S. 183, flg.
- ↑ Njaals S. Cap. 101.
- ↑ Jeg følger her fremdeles Tidsregningen i Olaf Tr. Saga, der er den eneste, med hvilken man ej kommer til kort, og som desuden bedst stemmer med Are frodes Angivelser. Denne siger Cap. 7, at Thangbrand opholdt sig 1 eller 2 Vintre paa Island, og kom tilbage til Norge samme Sommer, som ogsaa Gissur hvite og Hjalte Skeggssøn kom til Norge, efter at den sidste var bleven fredløs; at Aaret efter blev Christendommen vedtagen paa Island, samme Sommer som Kong Olaf siden faldt ved Svoldr. Hermed stemmer Olaf Tr. Saga, som lader Stefne blive afsendt 996, komme tilbage 997, Thangbrand blive afsendt 997, komme tilbage 999, og Christendommen blive lovtagen Aar 1000. Kristnisaga derimod lader Stefne blive afsendt i Olafs første Sommer, altsaa 995, komme tilbage 996, Thangbrand blive afsendt 996, opholdt sig tre Vintre paa Island, og ej komme tilbage førend 999, se ovf. S. 286. Om Laxdølasagas Afvigelser er der paa samme Sted talt, og vil der siden blive handlet nærmere.
talte, til Christendommen omvendte Thorvard Bodvarssøn paa Aas, og Hedningen Arnor Kerlingarnef; begge frelste de en Mængde Fattige, Gamle og Svage, som man formedelst Hunger og Dyrtid, kort efter Biskop Frederiks Bortrejse havde besluttet at aflive. Men Fortællingerne have et legendarisk Præg, og ere derfor neppe ganske paalidelige.
