gik strax op paa Gaarden, hvor Raud endnu laa og sov. Raud selv blev fangen og bunden, og hans Mænd deels dræbte, deels fangne. Kongen lovede Raud at han skulde beholde Liv og Ejendom, og dertil faa hans Venskab, hvis han vilde antage Christendommen. Men Raud negtede dette med Raab og Bespottelser, og Kongen sagde at han til Straf skulde lide den værste Død. Han skal, fortælles der, have ladet ham binde til en Bjelke og hans Mund sperre op med et Stykke Træ; derpaa skal han have ladet sin Ludr, eller, som det og fortælles, en huul Hvanne-Stilk, sætte i Munden paa ham; gjennem denne skal han ved et gloende Jern have ladet en Orm tvinge til at arbejde sig ind i hans Mund og Svælg og videre ned, indtil den skar sig ud gjennem hans Side, saa at han opgav Aanden. At Kongen har ladet Raud dræbe paa en grusom Maade, er vist ikke saa usandsynligt, men den her angivne lader dog til at være opdigtet[1]. Olaf gjorde i Rauds Gaard et rigt Bytte af alle Slags Kostbarheder, hvoriblandt og mange herlige Vaaben. Men det bedste Klenodie af dem alle var dog det smukke Drageskib. Det var langt større og smukkere end Tranen; paa Forstavnen var et Dragehoved; Bagstavnen gik ud i en lang Spids, der snoede sig som en Dragehale; saavel Hovedet, som Halsen og Halen var prydet med Guld. Naar Sejlet var oppe, syntes det at forestille Dragens Vinge. Dette Skib gjorde nu Kongen til sit eget, og kaldte det Ormen; det ansaaes for det smukkeste i hele Norge De af Rauds Mænd, der vilde lade sig døbe, beholdt Liv og Frihed; de øvrige bleve dræbte eller haardt straffede. Olaf christnede nu hele Saltenfjorden, og fortsatte derpaa sin Rejse sydefter, indtil han kom tilbage til Nidaros, hvor han agtede at tilbringe Vinteren. Der er for øvrigt en Mængde Legender om Æventyr, som Olaf paa denne Rejse
- ↑ Det er vel et stort Spørgsmaal, hvor vidt en Orm paa den Maade kan dræbe noget Menneske.
lige Side. Men indenfor disse Øer er igjen den brede og lange Skjerstadfjord, der forenes med Saltfjorden, hvis Fortsættelse den er, ved de tre Strømme, Godøstrømmen mellem Knaplundø og Godønesset, Storstrømmen eller Saltstrømmen mellem Knaplundø og Strømø, og Sundstrømmen mellem Strømø og Valnes. Den hele Strækning paa Sydsiden af Strømø og Godø danner egentlig en smal, med Saltfjorden parallel Fjord, da det sydlige Fastland strækker sig langs med Øerne indtil lige overfor Godø. Fra denne smale Fjord gaar igjen Elvsfjorden ind mod Øst. Da nu Godøstrømmen er meget grund og neppe farbar for større Skibe, medens derimod Saltstrømmen er overmaade farlig, er det ikke usandsynligt, at Olaf har passeret Sundstrømmen, men ogsaa her haft store Vanskeligheder at kæmpe med. Om Saltstrømmen tales der hos Kraft VI. 350: „med en utrolig Kraft, og en Torden lignende Bulder, der kan høres i ¼ Miils Afstand, trænger Havet ind eller ud og optaarner de rædsomste Bølger, mellem hvilke Afgrunden synes at aabne sig i Alt til sig rivende Hvirvler“. Om nu end Sundstrømmen ej er saa farlig, passer dog vist meget af hiin Beskrivelse ogsaa paa denne.
