Denne siden er korrekturlest
318
Olaf Tryggvessøn.
me Nat kom Eyvind Kelda til Øen med et stort fuldt bemandet Langskib, i den Hensigt at overfalde og indebrænde Kongen. Hans Mandskab skal ene have bestaaet Sejdmænd og Folk, der fore med Troldskab. Men de toge Fejl af af Vejen i Mørket og Morgentaagen, og de bleve alle grebne af Kongens Mænd. Kongen lod dem bringe bundne ud paa et Skær, hvilket Søen gik over ved Flodtid, og her druknede de allesammen. Skæret blev siden kaldet Skratteskær[1].
36. Haalogaland christnet
Hvad der nu nærmest laa Olaf paa Hjerte, var Haalogalands Omvendelse til Christendommen. Dette tilligemed Naumdal var den eneste
- ↑ Skratteskær (af „Skratte“ d. e. Troldmand) kunde maaske være det nuværende Fladeskær, i Nærheden af Agvaldsnes. Det siges hos Odd Munk at ligge nord fra Nesset, hvor Karmsund ender. Beretningen om Eyvind Kelda er forresten saa vel i Ol. Tr. S. og hos Snorre, som hos Odd. Munk opfyldt med Fabler. Efter de første skulde Eyvind have frembragt for sig og sin Skare en saakaldt Hulenshjalm eller et Taageslør, for at Kongen og hans Mænd ej skulde opdage dem; Taagesløret kom ogsaa, men i Sedet for at slaa Kongen og hans Folk, slog det ham selv og hans Skare med Blindhed, saa at de, som det heder, ikke saa bedre med Øjnene end med Nakken, og om Morgenen bleve fangne, idet de vankede om. Ol. Tr. S. Cap. 198. Snorre Cap. 70. Ifølge Odd Munk Cap. 41, bleve Eyvind og hans Mand blinde ved at se Kirken. Det Hele forklares dog saa let ved at Eyvind og hans Mænd, ukjendte i Egnen, fore aldeles vild i Morgentaagen. I Forbindelse med denne Beretning staar en anden, nemlig om et Besøg, Olaf samme Nat skulde have haft af en gammel eenøjet Mand med en sid Hat, der talede godt for sig og kunde fortælle om mange gamle Begivenheder, saa at Kongen fandt meget Behag i hans Tale; blandt andet, hvad den Gamle fortalte, var ogsaa dette, at Agvaldsnes havde sit Navn efter en Kong Agvald, der boede der paa Nesset, og lagde megen Elsk paa en Ko, som han altid havde med sig; at han troede det meget heldbringende at drikke dens Melk, og blotede til den; at han endelig faldt i et Slag mod en Kong Varia paa Skorestrand, og blev højlagt ikke langtfra Gaarden, ligesom og de Bautastene da bleve oprejste, der siden have staaet der: i den anden Høj blev Koen lagt. Ved slige Fortællinger fordrev den Gamle Tiden for Kongen hele Aftenen og langt ud paa Natten; da Kongen havde lagt sig, maatte han endnu sidde ved Sængen og tale med ham, indtil Biskoppen mindede Kongen om at det nu var Tid at sove; da gik Gjesten bort, og var siden ej at finde, men man erfoer at han havde været i Stegerset og sagt at det Kjød, man der stegte, var alt for daarligt og magert til en Konges Bord, hvorimod han skaffede to fede Slagtsider, som de nu beredede. Nu, heder det, skjønnede Kongen at dette var Djævelens List, og bød at alt det Kjød, den Gamle havde leveret, skulde kastes ud, da enhver, som nød deraf, strax vilde dø; den Fremmede, meente han, var ingen anden end Odin, Hedningernes Gud, som havde villet svige dem. Samme Nat kom Eyvind Kelda. Siden lod Olaf Højene aabne og der fandt man
