de i alle Fald kun lede til en Adsplittelse mellem den nordlige og sydlige Deel af Riget, hvis hiin fremdeles vedblev at være hedensk, medens den sidste var christen, især da den dansk-bremiske Gejstligheds Indflydelse i Viken nødvendigviis maatte begunstige Danekongernes gamle Fordringer paa dette Landskab. Det gjaldt saa at sige om at gjøre Christendommen national, og at faa dens Hovedsæde og Middelpunkt oprejst i Norden, i Rigets Hovedlandskab. At Olaf ikke strax ved sin Fremtræden i Thrøndelagen optraadte som den nye Læres Forkynder, var i sin Orden; først maatte han sikre sig Lydighed i Rigets øvrige Dele, og det var tillige naturligt, at han begyndte med det Landskab, hvor Christendommen allerede havde flere Tilhængere, og hvor han selv havde fleest Frænder. Men nu, da de fleste Kystfylker vare christnede, og da Rygtet om hans Færd vistnok allerede var gaaet forud for ham til Thrøndelagen, kunde Verket ej længer opsættes. Han opholdt sig derfor kun i Forbigaaende ved at christne Nordmøre, hvilket synes at have gaaet meget let fra Haanden. Det bestod vel og kun i at han holdt et eller et Par Thing, paa hvilke han aftvang Indbyggerne Løftet om at lade sig døbe. Derfra styrede han lige ind til Lade.
Det første, han her foretog sig, var at ødelægge Hovet, som stod der. Alle de Kostbarheder, som fandtes i det, lod han borttage, saa vel som al Stads fra Gudebillederne; han tog ligeledes en stor Guldring, som Haakon Jarl havde ladet gjøre, og som hang udenpaa Døren; derpaa lod han det nedbryde og opbrænde tilligemed Gudebillederne. Men allerede nu saa Olaf, hvad han kunde vente sig af Thrønderne, thi aldrig saa snart havde de erfaret at Templet var ødelagt, førend de skare Hærør op, lode den gaa om i de nærmeste Fylker, og opbøde en Hær, hvormed de agtede at angribe Kongen. Olaf fandt det raadeligst, endnu for det første at undgaa et Sammenstød med dem, og sejlede derfor med sit hele Følge atter ud af Fjorden, for at prøve sin Lykke paa Haalogaland. Men da han kom nordefter til Bjørnør, eller, som det ogsaa berettes, til Naumdal[1], fik han høre, at man
- ↑ Dette fortælles i Olaf Tr. S. Cap. 150, som tillige har en vidtløftig, fabelagtig Fortælling om Kongens. Besøg hos Blot- og Troldmanden Raud, der der skal have boet paa Raudsø ved Naumdal, en Ø, der, hvis den ej, som man snarest skulde formode, er opdigtet, maaske kunde være en af Rødøerne i Nærheden af Oxbaasen, eller maaske en af de to store Øer Oterø (Otrey) og Jøen (Jóð), der ved Rødsund adskilles fra hinanden. Denne Raud, fortælles der, skulde egentlig være en Søn af Ragnvald fra Ærvik, hvilken Faderen selv havde sendt fra sig som Barn, fordi han ej skulde være et Vidne mod ham selv om Thorolf Skjalgs Indebrænding; Olaf skal ved Opholdet paa Dragseid have besøgt Ragnvald, og, da han ej vilde lade sig døbe, taget ham med sig som Fange; ligeledes skal han og, efter en Styrkeprøve med Thor, have taget Raud med sig; endelig skal det have lykkets ham at faa dem omvendte og indbyrdes forligte med hinanden. Det eneste sande heraf er neppe
