Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/322

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest
296
Olaf Tryggvessøn.

gjorde fælles Sag med Kongen og stemmede for Christendommens Antagelse, vovede ingen af de mindre anseede Bønder[1] at hæve sin Røst til Modsigelse; de bleve alle døbte, og kort efter holdt Erling Bryllup med Aastrid. Olaf, som var tilstede, tilbød Erling Jarlsnavn. Men han svarede stolt: „Herser have mine Frænder været for mig, og jeg vil ikke bære højere Navn end de; derimod vil jeg gjerne tage imod at blive den ypperste Herse i Landet“. Dette tilsagde Kongen ham, og gav ham alle Fylkerne lige fra Sognsøen til Lindesnes, altsaa Hordafylke, Rygjafylke og det vestlige af Agder, i Forlening paa samme Vilkaar, som Harald Haarfagre havde givet sine Sønner Len at bestyre[2].

32. Sogn, Fjordene, Søndmøre, Raumsdalen christnede. St. Sunnivas Helligdom.


Efter at den sydlige Deel af Gulathingslagen paa en saa let Maade var bleven christnet, stevnede Olaf Indbyggerne af de fire Fylker, Sogn, Fjordene, Søndmøre og Raumsdal, til et Thing paa Drags-Eidet (paa Stadland) endnu samme Høst, for at underhandle med dem om Christendommens Antagelse. Selv indfandt han sig der med en talrig Skare, thi foruden den Flok, han havde haft med sig fra Østlandet, sluttede ogsaa flere sig til ham fra Rogaland og Hørdeland. Han bød de forsamlede Bønder at antage Christendommen, og da det syntes ham, som om de ikke havde videre Lyst dertil, forelagde han dem to Vilkaar, enten at lade sig døbe, eller at holde Slag med ham. Da de ej saa sig istand til det sidste, valgte de det første, og lode sig døbe.

Vi have allerede omtalt, hvilken kraftig Virkning Læren om Helgener og deres Relikvier udøvede med Hensyn til Christendommens Udbredelse i hine Tider og dens Besættelse blandt Hedningerne. Med denne Lære maatte naturligviis Forestillingerne om det fortjenstlige i Valfarter til de hellige Steder, hvor Helgenernes jordiske Levninger hvilede, staa i den nøjeste Forbindelse. Den vækkende Virkning, slige Valfarter udøvede paa Sindet, overgik alt, hvad indtrængende Tale og pragtfuld Gudstjeneste formaaede at udrette; og ligesom det er naturligt for det opvakte Sind og følende Hjerte, at betragte ethvert historisk merkeligt Sted og enhver udmerket Mands Grav med Interesse og Ærefrygt, saaledes hvilede der over hine hellige Steder en saa mange Gange mere forhøjet Glands, som en af Gud selv udvalgt

  1. Disse maa nærmest have været Nordhordlændinger.
  2. Ganske de samme kunde dog ikke Vilkaarene være, for saa vidt Odelen ej længer tilhørte Kongen; Meningen var vel kun, at Erling skulde oppebære de halve kongelige Indtægter. Jvfr. ovf. 1ste B. S. 386. Olaf Tryggv. Saga Cap. 147. Snorre Cap. 62–64.