mel[1]. Ved Efterretningen om at Olaf nærmede sig med Christendoms-Paabud, samlede Erling og hans mægtige Frænder sig for at aftale, hvad der i denne Anledning var at gjøre, da de ikke vilde lade sig tvinge til at antage den nye Religion mod deres Vilje. De bleve da enige om at indfinde sig alle tilsammen mandsterke til Gulathing hvor de ogsaa lode Kong Olaf vide, at han kunde treffe dem. Imidlertid stevnede Kongen de øvrige Bønder af Rogaland og Søndhordeland[2] til Thing paa Moster, hvor de indfandt sig i stort Antal og fuldt bevæbnede, i den bestemte Hensigt at gjøre ham Modstand[3]. Men da det kom til Stykket, svigtede Modet dem; de udseede Talere bleve forknytte, og Enden blev, at alle underkastede sig Kongens Bud, og lode sig døbe. Olaf skal have efterladt Thangbrand for at døbe alle dem paa Hordeland, der endnu ikke for hans Afrejse havde modtaget Daaben. Paa Moster grundlagde han en Kirke paa det selvsamme Sted, hvor han allerførst ved sin Ankomst fra England var landet og lod synge Messe for sig; han satte Arbejdsmænd i Verk med at bygge den,
- ↑ Snorre var fød 965.
- ↑ Rogaland nævnes ikke udtrykkeligt paa dette Sted i Olaf Tryggv. Saga Cap. 141, men derimod hos Snorre, Cap. 61, saa vel som senere i Olaf Tryggv. Saga Cap. 149. At ogsaa Bønderne paa Søndhordeland vare med, kan man slutte endog blot af den Omstændighed, at Thinget stod paa Moster.
- ↑ Dette Thing lader Odd Munk (Cap. 24) sinde Sted, da Olaf lander paa Moster, efter sin Tilbagekomst fra Rejsen til England. Dette forholder sig nu vistnok ikke saa; men vi ere dog deraf berettigede til, saaledes som her er skeet, at henføre Kirkens Opbyggelse og Thangbrands Ansættelse til dette andet Besøg paa Moster, ej det første, flygtige, da Olaf, som skyndte sig nordefter og ej engang ønskede at hans Ankomst skulde blive bekjendt, umuligt kunde give sig Tid til at anlægge nogen Kirke. Dog henfører Olaf Tryggv. Saga Cap. 99 Kirkeanlægget og Thangbrands Udnævnelse, aabenbart urigtigt, hertil, medens Snorre (Cap. 52) rigtigere siger at Olaf lod synge Messe i et Telt „paa det Sted, hvor Kirken siden blev bygget“. Ved at omtale Thinget med Rygerne (Cap. 61) nævner Snorre ikke udtrykkeligt Moster, men fortæller dog Begivenhederne paa Thinget selv næsten aldeles saaledes som Olaf Tryggv. Saga Cap. 141 og Odd Munk Cap. 24. Denne Fortælling er ganske legendarisk, hvorfor den ovenfor er udeladt. St. Martin aabenbarer sig for Olaf om Natten, og lover ham Hjelp; næste Dag, da Thinget skal staa, og de af Bønderne udvalgte tre Talere besvare Olafs Paabud, faar den første saadan Hoste, den anden bliver saa stam, og den tredie saa hæs, at ingen kan høre, hvad de tale, hvorover de øvrige tabe Modet. At et Lokalsagn har været forbundet hermed, sees af hvad der i Olaf Tryggv. Saga siges, at der endnu paa det Bjerg, hvor Olaf og hans Mænd stode under dette Thing, skulde være at se Spor af Spydskaftene, hvortil de støttede sig, ligesom smaa Koppe; og derhos Olafs Fodspor, aftrykte i Bjerget ligesom i kram Sne. Ágrip har haft en noget forskjellig Kilde; det siger at Olaf fremsatte sit første Christendomspaabud paa Thinget i Moster, „og tog der Folket ved Troen, og Olaf ved Riget“.
