Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/32

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Da Harald og hans Brødre for det første kun vare indskrænkede til Midtlandet, hvor de fornemmelig opholdt sig paa Hordaland, Rogaland eller inde i Hardanger, og ikke vovede sig i Nærheden enten af Thrønderne eller Vikværingerne, maatte hine Landskaber snart føle et usædvanligt Tryk af de talrige og vistnok temmelig ustyrlige Skarer, med hvilke Kongerne omgave sig. De havde, siges der, mange Hirder, og droge om, nogle i det indre af Landet, andre langsmed Søen. Allerede denne Omstændighed maa have været tilstrækkelig til at frembringe Mangel og Dyrtid, og følgelig til at vække Bøndernes Misnøje. Men dertil kom nu ogsaa virkelige Uaar. Silden og andet Fiskeri slog Fejl. Kornavlingen mislykkedes. Paa Haalogaland laa Sneen hele Sommeren igjennem, saa at man maatte holde Kvæget inde og fodre det med Brum[1]. Vi have endnu et Vers af Eyvind Finnssøn, der, som bekjendt, boede paa Haalogaland, hvori han klager over at det sneede midt om Sommeren, og at de maatte holde Koerne inde og fodre dem med Brum ligesom Finner[2]. Al denne Nød tilregnede Folket naturligviis Harald og hans Brødre, ej alene fordi de vare pengegridske og haarde mod Bønderne, men fordi de ødelagde Templerne; thi dette var en Fornærmelse mod Guderne selv, hvilke som man troede, til Gjengjeld, hjemsøgte Landet med Hungersnød og Dyrtid Denne Dyrtid og haarde Nød satte man endog i Forbindelse med Navnet paa den Egn, hvor Kongerne oftest opholdt sig, nemlig Hardanger, og der opkom et Sagn om, at det deraf skulde have faaet sit Navn[3].

I Kongernes egen Hird var der Uenighed. Haakon den godes Hirdmænd vare efter dennes Død gangne Harald og hans Brødre til Haande, men der kunde ingen god Forstaaelse være mellem dem og Haralds ældre Hirdmænd, som nys havde været deres Fiender; Enhver, heder det, tyktes sin Høvding at være den bedste. De nye Kongers Tilhængere viste sig, som man let kan forstaa, overmodige og hoverende mod de andre, og dette kunde ej andet end sætte ondt Blod. Ved Haralds Hird opholdt sig den berømte Skald Glum, Søn af Landnams-Manden Geire paa Island Han henkastede engang et triumferende Vers, hvori det hed, at Harald tilgavns havde hevnet sin Broder Gamles Død, siden Haakon var falden i Slaget, og Ravnene drak hans Blod. Verset blev meget

  1. Brum kaldes de Knoppe og Løvkviste, hvormed Kvæget undertiden fodres i Vaarkniben.
  2. Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 17. Fagrskinna Cap. 35. Ogsaa paa Island skal Hungersnøden have været saa stor, at man maatte spise Ravne og Ræve, og dræbe gamle Folk og Børn, se Tillægget til Landnáma.
  3. Snorre, Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 11. Udledelsen er naturligviis fejlagtig, thi Navnet Hardanger vil kun sige „Hordernes Fjordegn“, og er vistnok meget ældre end Erikssønnernes Tid.