ved at have gjort en fortjenstlig Handling, maatte dog Erindringen derom plage ham. Han maatte se, hvorledes Christendommen rundt om tiltog med sterke Skridt, hvorledes Hedendommen mere og mere nærmede sig sin Ende, hvorledes Lunkenhed og Ligegyldighed for de gamle Guder, som hos Sigmund Brestessøn[1], mere og mere greb om sig. Alt dette maatte fylde hans Sind med Mismod, gjøre ham mørk og indesluttet i sig selv, vække hans onde Lidenskaber, og fjerne Folkets Hjerter fra ham. Hvo veed og, om han ej, trods sit Had til Christendommen og sin Kjærlighed til de hedenske Guder, dog nærede en overtroisk Frygt for at de Christnes Gud vilde straffe hans Frafald, og om ej dette ængstede og formørkede hans Sind. Det kan altsaa med fuld Føje siges,at Christendommen, eller det Lys, den udbredte foran sig før sin Ankomst, voldte Haakons Undergang. Haakon var Hedenoldens Mand, han var, kan man sige, Norges sidste virkelige Hedning. Over hans Lig maatte Christendommen berede sig Vej.
Haakon har vel den Fortjeneste at have forsvaret Landets Uafhængighed mod Danekongens Fordringer, men reen Patriotisme kan man dog neppe tilskrive denne hans Daad; da han fandt det fordeelagtigt at erkjende Danekongens Højhed, hyldede han ham uden Betænkelighed, og hans senere Frafald synes især at være bevirket ved Misfornøjelse over at være overlistet, ved Ærgjerrighed, og ved Hensyn til personlig Fordeel. Han var i Grunden den hele Tid mere Jarl i Throndhjem end Herre over Norge. Og heller ikke stod hele Norge under hans Herredømme.
At Haakon blev dræbt og Olaf Tryggvessøn kom til Norge i Aaret 995, derom ere alle de paalideligste Kilder enige, og det bestyrkes desuden af fremmede Skrifter[2]. Derimod findes der kun paa to Steder nogen bestemt Angivelse af hvad Tid paa Aaret det skede. Det før omtalte Udtog af Kongesagaerne siger nemlig udtrykkeligt: „det var om Vaaren, at Haakon døde“ og Kristnisaga, at Olaf kom til Norge i Begyndelsen af Goe-Maaned (d. e. ved 15 Feb.[3]. Dette bestyrkes deraf, at Gaulelven siges at have været iislagt, men fuld af aabne Steder, og at Pettlandsfjorden var ufremkommelig, da Olaf drog vestenfra.
Haakon var ved sin Død 58 Aar gammel[4]. Af alle hans Sønner sy-
- ↑ Denne troede, som han sagde, kun paa sin Lykke og Styrke, s. o. S. 146.
- ↑ Om disse Beretninger er forhen talt, S. 12, Not. Med Hensyn til Tiden for Olafs Tilbagereise til Norge, og følgelig for Haakons Død, bliver det altid merkeligt nok, hvad Florents af Worcester (s. o. S. 241) udtrykkeligt fortæller, at han Aaret efter Forliget 994 drog hjem til sit Fædreneland; thi skjønt dette Tillæg til Chron Sax. ej er at stole paa, kunde det dog nok være muligt at han har hentet det fra en anden sikker, men nu ubekjendt, Kilde. Sigtrygg Silkeskeggs Fordrivelse fra Dublin kommer ogsaa her i Betragtning.
- ↑ Ágrip, Cap. 12. Kristnisaga Cap. 6.
- ↑ Dette siges udtrykkeligt i Ol. Tr. S. Cap. 104 („nu manglede han to Aar i 60“).
