Olaf Kvaran. Hun havde været gift med en Jarl, som herskede over denne Deel af Landet. En Mand i hendes Rige, ved Navn Alfvine, en stor Kæmpe og Holmgangsmand, havde bejlet til hende, men hun havde svaret, at hun selv vilde vælge sig en Mand, derfor var dette Thing stevnet. Alle Høvdinger og mægtige Mænd i Riget vare tilstede, blandt dem Alfvine, prægtigt klædt. Olaf havde kun sine Rejseklæder og ovenpaa dem en lodden Kappe med en Hætte, hvilken han havde draget ned over Øjnene: han stod afsides med sine Mænd. Gyda gik omkring og betragtede Enhver, der saa noget mandig ud. Hun kom ogsaa til Olaf, betragtede ham paa alle Kanter, løftede Hætten, saa ham i Ansigtet, og spurgte hvo han var. Han sagde at han hed Ole, og var en Udlænding. „Vil du have mig“, sagde hun, „saa vælger jeg dig til Mand“. Hun var ung og smuk, og Olaf sagde ikke nej. Saaledes sluttedes Fæstemaalet. Men Alfvine blev heel vred, og æskede Olaf til Holmgang. Det afgjordes, at hver af dem skulde møde selv tolvte. Olaf gav dem, der skulde følge ham, store Øxer og bød dem bære sig ad som han. Da de mødtes, vilde Alfvine hugge til Olaf med Sverdet, men Olaf slog det af Haanden paa ham med Øxen, gav ham derpaa et Slag, saa han faldt i Svime, og bandt ham godt. Det samme gjorde hans Mænd ved deres Modstandere, og de bleve alle bragte bundne til Olafs Herberge. Her slap Olaf ham og hans Mænd løs paa den Betingelse, at han aldrig skulde komme tilbage til England; hans Ejendomme tilfaldt Olaf, som tog dem i Besiddelse. Derpaa egtede han Gyda, og opholdt sig en Tidlang i England, stundom ogsaa i Irland[1].
Vi have her fuldstændigt meddeelt den gamle Beretning om Olaf, saadan som den findes i de fleste Kongesagaer, fordi dens Ælde og Visheden om at vore Forfædre troede derpaa som om den var hævet over enhver Tvivl, giver den en Ærværdighed, som den i sig selv ikke fortjener. Allerede ved første Øjekast ser man nemlig, at den indeholder en Mængde Usandsynligheder og bærer de kjendeligste Spor af senere Tilsætninger; og dette bliver endnu mere iøjnefaldende, naar man underkaster den en nærmere Granskning. Olaf, den første blandt Norges Konger, der ret med Iver og Kraft forkyndte Christendommen, betragtedes, efter at denne havde rodfæstet sig, næsten som en Helgen; det var ikke langt fra, at man satte ham ved Siden af Olaf den hellige, og senere Slægters fromme Iver har udsmykket hans Liv ikke mindre end St. Olafs med en Mængde Legender, der indflettedes i hans Historie, og hvis Modsigelser mod de oprindelige Efterretninger og Tidsregningen Chronologer og Sagaskrivere siden søgte at udjevne som de bedst kunde, uden at det dog ret lykkedes dem. Hvor nøje man her har
- ↑ Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 46, 47, 57–59, 70–80.
