gemunds Ven, Sæmund den syderøiske[1]. Thorvald havde, skjønt endnu Hedning, i al den Tid, han fulgte Kong Sven.paa Vikingetog, viist et egte Christensind; al den Deel, han fik af Byttet, brugte han deels til at hjelpe Fattige, deels til at løskjøbe Fanger; disse, saavelsom dem, der faldt paa hans egen Lod, sendte han hjem til deres Fædre og Frænder. Derved erhvervede han sig et fortjent Ry baade blandt Venner og Fiender, og da det nu rygtedes at han var bleven fangen, kom allerede næste Dag en mægtig Befalingsmand, hvis Sønner han nys havde udløst fra Fangenskabet og sendt hjem, til Fængslet for at sætte Thorvald paa fri Fod. Men Thorvald svor, at han ej vilde forlade Fængslet levende, hvis ikke tillige Sven og alle hans Mænd slap løs. Befalingsmanden, hvis Taknemmelighed mod Thorvald var større end hans Fiendskab til Sven, føjede ham, og Sven befriedes saaledes fra denne Fare ved Thorvalds Trofasthed, hvilken han altid siden paaskjønnede og omtalte med fortjent Ros[2]. Dog er det let at begribe, at Sven umuligt kan være frigiven uden paa temmelig ydmygende Betingelser, og at der i alle Fald har været sørget for, at han ikke saa snart kom tilbage. Svens Hovedformaal, at sætte sig i Besiddelsen af sin Faders Rige, kaldte ham ogsaa snart hjem til Danmark.
Vi have seet[3], hvorledes det lykkedes Sven at overvinde sin Fader, fordrive ham til Jomsborg, og efter hans Død at bemægtige sig Riget, men tillige, at denne Lykke kun var kortvarig, da Jomsvikingerne fangede ham og kun paa haarde Vilkaar slap ham løs, hvorefter Sviakongen Erik Sejrsæl angreb ham med overlegen Styrke, erobrede Riget og nødte ham til atter at drage i Landflygtighed, endog, som det sees, i en temmelig forladt og mislig Forfatning. Han begav sig, ifølge Adam af Bremens Fortælling, til Norge, hvor den Gang Haakons Søn Trucco (Tryggve) herskede[4]. Da der, som bekjendt, ikke var nogen anden norsk Konge ved Navn Tryggve i hele det 10de Aarhundrede, end Tryggve Olafssøn, hvilken allerede for længe siden var dræbt, maa den gamle Forfatter her have gjort sig skyldig i en Fejltagelse eller Forvexling; og intet er da rimeligere, end at han har forvexlet Haakon Jarls Søn Erik Jarl med Tryggve, hvis Navn foresvævede ham, fordi han kjendte Olaf Tryggvessøn som Norges Konge efter Haakon Jarls Tid og samtidig med Kong Sven, da denne anden Gang var kommen i Besiddelse af Danmark Vi have oven-
