Northumberland i to Dele; den nordlige, eller det forrige Bernike-Land, nordenfor Tees, og det sydlige, eller det forrige Deira-Land, søndenfor Tee. Hiint beholdt Aasulf, hvis Efterkommere vedbleve at raade her lige til efter den nordmanniske Erobring; dette overlodes til en Aaslak, der opslog sin Bolig i York, men senere blev forjaget af Landet[1]. Overhoved søgte Eadgar viselig at vinde Danernes Hengivenhed, skjønt rigtignok hans egne Landsmænd miskjendte ham derfor[2]. Den Omsorg, han viste for at tilvejebringe det bedste og eneste Værn mod fremmede Fienders Angreb, nemlig en betydelig Sømagt, har vistnok for en stor Deel bidraget til hans Venskab med Danerne, thi den Vanskelighed, der dengang var forbunden med at skaffe Besætning til en Flaade blandt Englænderne selv, maatte ligefrem tilsige Nødvendigheden af at henvende sig desangaaende til de søerfarne Daner[3]. Vi læse om Eadgar, at han ikke skal have haft færre end 3600 Skibe, og at han hvert Aar holdt Skibsmønstring, idet han med 1000 Skibe drog langs Kysten fra Station til Station[4]. Hvis man kunde sætte Lid til
- ↑ Hoveden, l. c. jvfr. Chron. Sax. ved 966, Mon. hist. Brit. I. S. 363. Aaslaks Fordrivelse omtales ved Eadgars Død, 975.
- ↑ Hertil sigtes allerede i det Kvad, Chron. Sax. anfører i Anledning af hans Thronbestigelse 960, og som vist er samtidigt. Her heder der: „Áne misdæde ho dyde, þeah to swíðe, þät he ellþeódige unsída lufode, and hæðene þeáwas innan þissau lande gebrohte to fäste, and útländisce hider intihte, and deóriende leóda bespeón to þissau carde; d. e. Een Misdaad begik han, dog altfor meget, nemlig idet han yndede fremmede Skikke og altfor ivrigt indførte hedenske Sæder i dette Land, lokkede Udlændinger hid, og kaldte slemme Folk til dette Land. Henrik af Huntingdon (Mon. hist. Brit. S. 747) gjentager dette i Oversættelse; Villjam af Malmesbury (S. 56) klager over at Folket lærte Uskikke af de mange Fremmede, som Eadgar begunstigede, blandt andet af Danerne Drikfældighed. Bromton (hos Twysden S. 869) siger udtrykkeligt: Ille tamen (Eadgar) Dacorum petitioni nimis inconsulte favebat, nam vix fuit in Anglia viculus, in quo Daci cum Anglis non habitarent; demum hoc bono animo toleratum summæ calamitati peperit eventum. Nam Daci a natura potatores fortissimi, hoc unum prædicabile perpetuum reliquerunt Anglis, ut jam Anglorum probitas toti præjudicet munda in calicibus epotandis. Quamobrem rex clavos in scyphis fecit infigi, ut per emensos scyphorum terminos biberent ad mensuram. Altsaa skulde den Skik, at anbringe Nagler eller Merker paa Pokalerne, skrive sig fra Eadgar.
- ↑ Om den i Chron. Sax. omtalte Thord Gunnarssøn (Þóred Gunnores sunu) der herjede i Westmoreland 966, var i Eadgars Tjeneste eller ej, kan ikke sees. En Thord omtales senere (992) blandt de kongelige Jarler, og som Kong Ædhelreds Svigerfader.
- ↑ Bromton, l. c. Florents af Worcester, S. 578. Chron. Mailros. ved 975.
rose-Annalerne staar der udtrykkeligt, at der efter Eriks Død ikke længer var Konger, men kun „Comites“ i Northumberland. Se ogsaa Chron. de Mailros, ved 950.
