Morbroder Galte tog imod dem og beholdt dem hos sig i flere Aar, indtil de vare voxne. Gunnhilds Sønner herskede da endnu i Landet, og Sokke stod højt i deres Gunst. For at undgaa hans Efterstræbelser, tilbragte begge Fostbrødrene nogle Aar med Handelsrejser, og besluttede endelig at flytte ud til Island. Dog fandt de før Afrejsen Lejlighed til at overfalde og fælde Sokke (omkring 964), og droge derpaa til Island, hvor de begge nedsatte sig i Vatnsdalen[1]. Ottar egtede en Datter af den rige Olaf paa Hankagil, Aavalde en Datter af Eyvind Sørkve. Ottar havde med sin Hustru flere Børn, af hvilte Sønnen Hallfred især er bleven berømt. Allerede fra Ungdommen af udmerkede han sig som en ypperlig Skald, og ved sin bidende Tunge. Vi ville i det Følgende oftere have Anledning til at omtale ham under det Tilnavn, med hvilket han sædvanligviis plejer at benævnes, nemlig Vandrædaskald; hans Kvad indeholde de vigtigste og paalideligste Efterretninger om Olaf Tryggvessøns Bedrifter. Ottars Datter Valgerd udmerkede sig ved sin Skjønhed. Hun var den smukkeste Kvinde, Ingulf den smukkeste Mand i Vatnsdalen[2]: intet Under, at de fandt hinanden, og at der opstod en Kjærlighedsforstaaelse mellem dem; men da Ingulf ikke lod til at have alvorlige Hensigter, var Ottar meget misfornøjet hermed, og anlagde Sag mod Ingulf allerede medens hans Fader Thorstein endnu levede, fordi han havde digtet et Elskovskvad om Valgerd, hvilket ansaaes for en stor Fornærmelse. Jakul blev heel forbitret, men desuagtet kom det til et Forlig, hvorved Ottar overlod Thorstein selv at dømme i Sagen, og denne dømte sig selv til en Bod af et Hundrede i Sølv for den Fornærmelse, Ingulf havde tilføjet Ottar, hvorimod han forpligtede Ottar til at flytte bort fra Heredet. Ottar begav sig derfor syd over Heiden til Norderaadal ved Borgarfjorden[3]. Dette hindrede imidlertid ikke Ingulf i at gjentage fine Besøg hos Valgerd, især efter at han var bleven Gode, thi nu indfandt han sig stadigt hos hende, hver Gang han drog til eller fra Thinget. Dette var saa meget mere forargeligt, som han selv nu var bleven gift med hendes Moders yngre Syster Halldis, Datter af Olaf paa Haukagil. Da Forestillinger intet frugtede, besluttede Ottar, som den svagere, at rydde Ingulf
- ↑ Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 151, 152. Det heder her, at de, førend de dræbte Sokke, Vare 3 eller 4 Aar i Handelsfærd, og hos Galte i 7 eller 8 Aar; der var altsaa tilsammen 10 til 12 Aar mellem deres Fædres Drab og Hevnen. Da det nu tillige siges at deres Fædre dræbtes i den senere Tid af Haakon den godes Dage, kan dette vel neppe sættes tidligere end 954; men Hevnen kan heller ikke sættes senere end 961.
- ↑ Saavel Olaf Tr. Saga Cap. 154 som Vatnsdølasaga Cap. 38 anføre et Vers om, hvor kjære Kvinderne var i Ingulf. „Alle Møer,“ heder det, „vilde gaa med Ingulf, baade voxne og Børn; ja endog den gamle Kærling sagde: jeg Vil gaa med Ingulf saa længe der findes to Tænder i min Gome“.
- ↑ Beretningen i Olaf Tr. Saga Cap. 154 er noget, skjønt højst ubetydeligt, forskjellig fra den i Vatnsdølasaga Cap. 37.
