tænkt Jarlen“. „Ulykken var stor nok“, svarede de, „og flere skal du ikke volde“; derpaa hug de ham saa smaat, at han, som det heder, vilde have været død, om han end havde haft trende Mænds Liv. Da Haakon nu fik vide, at Erik havde skjenket Vagn Livet, blev han meget ærgerlig, og gav ondt af sig. Men Erik Jarl sagde, at hvor meget det end var ham imod, skulde det dog saa være. Haakon maatte finde sig deri, da Erik ikke egentlig stod under hans Myndighed, og desuden var den, hvis Virksomhed og Kjekhed Sejren fornemmelig skyldtes. Men han var meget misfornøjet, og da Hæren kort efter opløstes, og enhver drog til sit, skiltes han og Erik fra hinanden i Uvenskab. Erik vendte tilbage over Oplandene til Viken, og tog Vagn med sig. Han fik ham saa kjær, at han ej alene beholdt ham hos sig hele den følgende Vinter, men tillod ham ogsaa at opfylde den anden Deel af sit Løfte, idet han skjenkede ham Ingebjørgs, Thorkell Leiras Datters, Haand, med meget Gods, og forærede ham ved hans Afrejse til Danmark et godt Langskib med fuld Udrustning[1].
I dette Slag var der, som.vi ovenfor have nævnt, flere Islændinger, blandt hvilke enkelte, som Vigfus Vigaglumssøn og Thord fra Alvidra, udmerkede sig ved deres Tapperhed. Thorleif Skuma, Thords Broder, faldt i Slaget for Vagns Haand. Hans Vaaben havde under Slaget været en Klubbe af Egerod, som han hærdede ved at svide den i Ilden; paa Haakon Jarls Spørgsmaal, hvad den skulde bruges til, svarede han:
I Haanden jeg holder
Hovedknuseren,
Beenbrud for Bue,
Bane for Sigvalde,
Ve for Vikinger,
Værn for Haakon,
visselig bliver
hvis vi leve,
den Ege-Klubbe
Ugavn for Daner[2].
Han beholdt imidlertid, som vi se, ikke Livet. En anden af de tilstedeværende Islændinger var Skalden Einar, hvis Fader Helge var en Sønnesøn af Lendermanden Bjørn aastrøne i Bjarnarhavn ved Breidafjorden, og hvis Moder Nidbjørg, røvet i Skotland, var en Datter af den skotske Konge Bjolan[3] og Gange-Rolfs Datter Kathlin. Einar er især merkelig som Forfatter af det oftere omtalte Kvad Vellekla (d. e. Guldmangel), hvori han besang Haakon Jarls Bedrifter, og hvoraf mange Vers endnu ere tilbage. Han havde just digtet dette Kvad kort for Jomsvikingeslaget, men da Jarlen, uvist af hvad Grund, var misfornøjet med ham, varede det længe, førend han fik Tilladelse til at kvæde det. Einar blev Utaalmodig,
- ↑ Ol Tr. Saga Cap. 90, hos Snorre Cap. 17, jvf. Biskop Bjarnes Jomsv. Draapa.
- ↑ Dette Vers tillægger Fagrsk. Cap. 61 Vigfus, dog neppe med rette, thi her maa den islandske Beretning have Fortrinet.
- ↑ Bjolan eller Beolan var neppe Konge, kun Herre af Ross, thi Jarlerne af Ross førte senere Tilnavnet O’Beolan. Skene, „the Highlanders in Scotland“ II, 223.
