være mindste Tvivl, da det udtrykkeligt omtales i de os levnede Vers af den samtidige Vellekla[1]. Da Haakon nærmede sig Viken, vovede de tydske Jarler ikke at oppebie ham, men skyndte sig afsted med sine Folk[2]. Paa sin Rejse gjennem Viken søgte Haakon saa meget som muligt at gjenoprette Hedendommen, til hvilken ogsaa mange vendte tilbage; dog havde Christendommen her vistnok nu slaaet Rødder, der ikke længer lode sig udrydde. Fra Viken drog Jarlen landvejs til Throndhjem, hvor han nu atter tog sit Sæde, men som uafhængig Fyrste, uden at betale Danekongen Skat. Han skal ogsaa have herjet paa Viken, fordi det hørte til Danekongens Rige, og han tilkjendegav paa det tydeligste, at han ikke længer agtede at staa under Haralds Herredømme.
Harald Gormssøn havde vel ydmyget sig for den tydske Kejser, men ikke derfor opgivet Haabet om at blive den mægtigste Konge i Norden. Ved Efterretningen om Haakon Jarls Færd opbød han derfor, saa snart det var ham muligt, Leding over hele sit Rige, og gjorde et ødelæggende Herjetog til Norge. Thi da han var kommen forbi Lindesnes, hvor Haakons Rige tog ved, begyndte han at brænde og ødelægge Bygderne, og dræbe Folkene, hvor han kom frem. I Lærdalen i Sogn skulle ikke flere end fem Gaarde have staaet ubrændte tilbage[3]. Indbyggerne søgte saavidt
- ↑ Velleklas baade i Fagrskinna og Kongesagaerne anførte Vers lyde saaledes: De Flygtendes Drabsmand gik til Frett paa Sletten; Hedinsserkens (Brynjens) Bærer fik god Lejlighed til at stride. Krigernes Høvding saa de ramme Lig-Ravne; den ivrige Blotmand vilde ødelægge Gauternes Liv. Jarlen holdt Skjoldething, hvor ingen Mand under Solen hidtil kom for at herje. Heller ikke har nogen ført Hærskjold længere fra Søen; Krigeren gjennemfoer hele Gautland. – Her bekræftes tydeligt nok, ej alene Gautlandstoget, men ogsaa den i Forvejen anstillede Ofring og Frett. Snorre (Ol. Tr. Saga Cap. 28) og Ol. Tr. Saga (Cap. 71) lade Ottar Jarl falde; Fagrskinna (Cap. 48) lader ham derimod kun fly. Jomsvikingasaga, der her, som ellers, viser sig upaalidelig, lader Haakon, der i Viken og forøvrigt i Norge opretholdt Hovene og Blotene, i Gautland plyndre og ødelægge det største Hov som der fandtes, med 100 Gudebilleder; siden lader den Ottar Jarl angribe ham, drive ham paa Flugten og erklære ham for Varg i Veum (Cap. 41). Urimeligheden og følgelig Urigtigheden af dette er iøjnefaldende. Odd Munk (Cap. 12) har saa godt som Ord til andet optaget det. – Med Hensyn til Haakons Landstigning og Opbrænden af Skibene kunne vi ej afholde os fra at paapege Ligheden heri med hvad Saxo beretter om Harald Gormssøns Søn Haakons Angreb paa Samland. Skulde ogsaa her en Forvexling være opstaaet hos Saxo?
- ↑ Ifølge Jomsvikingasaga og Odd Munk havde Jarlerne medbragt 12 Kugger (Skibe) fulde af Folk og Vaaben, efter Olaf Tr. Saga (Cap. 68) endog 30; de skulle have flygtet med deres medbragte Skibe og endnu derforuden 8.
- ↑ Fagrskinna Cap. 49 udtrykker sig her saaledes. „han … lagde alt Landet langs Søen øde, undtagen at der stod fem Gaarde tilbage i Lærdalen i Sogn. Jomsvikingasaga Cap. 13: „han gjorde alt Landet i Norge i Sogn øde langs
