fordi som sagt den norske bonde mangesteds i vort land kom til at betragte sin øvrighed som en fiende. Og da fienden var mægtig, gjaldt det at sætte det rigtige ansigt op, mens man narrede ham.
Efterhaanden har vore bønder lært dette med ansigtet. Til stasbrug gaar mange af dem om med en maske, som kan tækkes deres herrer. I den nyere tid, hvor deres forhold til øvrigheden er blit et ganske andet, hvor bønderne selv har taget magten, er masken blit malet til ære for nye tyranner.
Først var det da den religiøse vækkelse, pietismen. Den anrettede et stygt moralsk nederlag udover bygderne. Det blev mode at haenge med hovedet. Og selvsagt var det ikke Guds bedste børn, der gjorde mest af det. Den argeste sauetyv fandt her en anledning til at bli bedre end bygdens bedste mænd. En omvendt synder var en pryd for sin grænd. Om sauerne fremdeles blev borte, gjorde ingenting. Han kunde jo ikke ha skylden. Ovenikjøbet er den rigtige lutherske lægprædikantlære jo den, at man ene retfærdiggjøres ved naaden, og naaden er uendelig, for hver urigtig gjerning er der ny naade.
Med pietismen er det blit adskillig bedre. Ungdomslagene har her megen fortjeneste. De har bidraget til at indføre en friskere og naturligere tankegang og omgangstone.
Hykleriet og den gjennem pietismen opelskede
