Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/41

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


fremskridtspartiet, og Dunker var i unionspolitiken mere national end mange liberale. Ja, det var først efterhaanden, at Fredrik Stang trængtes bestemt over til bureaukratiet.

Bureaukraterne af den gamle skole, som Vogt og den fra rigsretssagen i 1836 uheldig bekjendte Petersen, havde ved 1860 udspillet sin rolle. Høires fører i stortinget var Schweigaard. Ved siden af ham fik det konservative parti en fremragende forkjæmper i T. H. Aschehoug (der dog først fra 1868 tog plads i stortinget). En tid saa det ud til, at Birch-Reichenwald skulde komme til at spille en lederrolle inden det svenskvenlige bureaukrati, men han traadte efterhaanden i skyggen for Stang, der ubetinget var en betydeligere mand og desuden havde den praktiske fordel, at han havde en høi stjerne hos «Morgenbladet», som i løbet af faa aar blev det konservative partis indflydelsesrige hovedorgan.

Blandt bønderne gjorde de østlandske stor-ønder sig mindre og mindre gjældende, og selv den kloge vestlandske bondehøvding Ueland maatte mere og mere dele sin indflydelse med en mand, der var inkarnationen af norsk bondesneverhed, Søren Jaabæk, som fra 1865 gjennem sine bondevensforeninger udbredte sine yndlingsideer, hvoraf et gjennemført sparesystem, negtelse af alle udlæg i «unyttige» øiemed, afknapning af alle pensioner og gager, samt den merkelige tanke