storthing, gjorde imod alle forsøg paa delvis reform. Men pludselig saa man i 1842 og 1845 fremsatte paa storthingene kongelige forslag til en handelslov og en dissenterlov, der i radikal liberalisme overgik alt hvad nogen havde kunnet vente. Enhver, som ikke vil tro, at her i mellemtiden var foregaaet en ren om-forhexelse af gemytterne, maa næsten antage, at vedkommende juridiske statsmænd ikke brydde sig saa meget om materien, om lovene virkning paa næringer og handel eller kirke og gudsfrygt, som om dens form.» Derfor havde Daa «troet, at han maatte gjøre opmerksom paa den forstyrrende indflydelse, handelsloven vilde udøve paa byernes skattevæsen, uagtet faa havde strævet oftere for udvidelse af næringsfriheden» end netop han. Noget lignende var i endnu mere paafaldende grad tilfældet med dissenterloven, hvor «regjeringen i eet sæt gik over fra frysepunktet til kogepunktet i religiøs liberalisme». Nogen indflydelse har det vel her havt paa Daas stilling, at han sporede Schweigaards indflydelse bag regjeringens frontforandring.
Daas forsigtighed viser sig selv ligeoverfor et saa retfærdigt lovforslag som det om lige arveret for mænd og kvinder. Han er bange for, at denne forandring yderligere skal bidrage til udstykning af vore landeiendomme og saaledes medføre en fare for hans ydlingstanke: en velhavende bondestand som et politisk centrum. Han
11 — Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge.
