Side:Det nittende aarhundres kulturkamp i Norge.djvu/168

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest
154
Det nittende aarhundredes kulturkamp i Norge.

forbyde mundtlige tankemeddelelser over religionen, anbefaler Daa varmt det forslag, der endelig i 1842 førte til ophævelse af den gamle forordning af 13de januar 1741, efter hvilken som bekjendt i sin tid Hans Nielsen Hauge blev fængslet. Af udenlandske domme citerer han Samuel Laings: man kunde af hans udtalelser se, hvilket fordelagtigt indtryk en udlænding havde faaet af det religiøse liv hos almuen i Norge og Sverige[1]. W. H.’s forslag fandt selv ikke hos høire noget forsvar af betydning. Her skulde Schweigaards humane indflydelse snart gjøre sig saa sterkt gjældende, at vor lovgivning kom til at gaa i en helt modsat retning.

Der var et andet omraade, hvor Daa — og dengang ikke uden grund — var ængstelig for overgreb fra regjeringens side. Det var pressens frihed. Karl Johan havde virkelig i trediveaarene i Sverige gjort flere forsøg paa at kneble pressen. Den mest bekjendte af disse pressesager er den, som blev anlagt mod redaktør, fhv. kaptein Lindeberg, men som heldigvis fik en udelukkende komisk afslutning. Lindeberg, som var meget interesseret for et teaterforetagende, men ikke fik bevilling, havde i den anledning i pressen udtalt sig temmelig skarpt om Karl Johan. Han blev

  1. Saa absolut fordelagtige er Laings udtalelser her dog ikke.