saa gavnlig for vor udvikling, som det ofte er blit sagt. Hvad alle maa beundre, er den konsekvens og energi han udviste, saalænge han i stortinget forfulgte de maal, han havde sat sig, først som ung friskaremand, forholdsvis ensom i sin fremskredne europæiske radikalisme, senere som den mere og mere anerkjendte høvding over et seirrigt parti. Denne kraft tilsvares neppe af en lignende dybde, men vel af et usedvanligt fremsyn. Han var sin store modstander Schweigaard underlegen i grundighed og alsidighed, men overlegen som politisk begavelse, hvis man da ikke tillægger de politiske konjunkturer, venstres stilling som opposition og fremskridtsparti, den afgjørende betydning. Han havde lettere for at naa menneskene: folk med de mest forskjelligartede forudsætninger. Han havde evnen til at samle og evnen til at holde fast; han var paa samme tid djerv og bestemt i sin offensiv og smidig i sin taktik. Han vidste at koncentrere sin virksomhed om en række større opgaver, mens han ofrede hensyn, som for en strengere politisk moral dog ikke var uvæsentlige. Mens Schweigaard var en realpolitiker, der manøvrerede i overensstemmelse med en udpræget ideel tankegang, kjæmpede Sverdrup for almindelige politiske ideer, men med udpræget reale, jordiske midler. Den ene tog sit standpunkt til en sag efter sagens praktiske værd under den forhaandenværende situation og udredede derefter
