grund, förend vor egen Reflexion og vore frie Handlinger begynde sin möisommelige, af Vildfarelser og Daarskaber ofte gjennemskaarne Bane.
Hvorledes forresten her den Selvbestemmelse, der tilkommer saavel hvert Menneske, som enhver Nation, er at forene med hiin Naturbestemthed, der udgjör Individualitetens nödvendige Grundlag, kan her ikke nærmere udvikles. Dette „Frihedens og Nödvendighedens“ Forhold er jo i Almindelighed erkjendt som en af de aller dunkleste og allermeest omfattende Gaader, som det vel ikke bliver givet nogen eenlig Tænker nogensinde tilstrækkelig at löse, men som det torde være en af Menneskehedens vigtigste Opgaver ved stedse fortsat saavel Handling som Tanke at bringe sin Oplösning imöde. Nok er det: begge Dele maa anerkjendes; den individuelle Naturbestemmelse paa den ene Side, og den vilkaarlige Beslutning samt det almeenmenneskelige Formaal paa den anden Side, ere de tvende Poler, hvorom det hele Liv — Statens, som den Enkeltes — dreier sig, en Bevægelse, hvorved först i höiere Forstand Friheden, Friheden i sin fulde concrete Virkelighed udvikler sig. For her især at dvæle ved Staten, saa er det klart, at dens sunde Organisation netop beroer paa, at
