Side:Det arvelige kongedömmets betydning.djvu/16

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


stor Mangfoldighed af Methoder og Gestalter, der hver have sin Berettigelse, sin Plads i den almindelige levende Organisme. Dette Princip, som vi kunne kalde Individualitets-Principet, er ganske isærdeleshed opgaaet for den moderne Bevidsthed. I den gamle Verden havde Individualiteten ingen Berettigelse. Hver Enkelt havde sin Betydning kun som almindelig Borger af Staten, det gjaldt kun meer og meer at gaae op ligesom i en almindelig Rubrik; hvilket kun kunde skee ved mere og mere at opofre det, der for enhver Enkelt er eiendommeligt. Den gode Borger, καλὸς κἀγαξός, var en almeengyldig Model, der for Alle var lige, efter hvilken Enhver havde saavidt muligt at forme sit Væsen og sin Handlemaade. At Naturen hos hver Enkelt har nedlagt en eiendommelig Grundspire, der ogsaa betinger en eiendommelig Udvikling og et eiendommeligt, gyldigt Livsformaal, kom ikke i Betragtning. Det sees let, at dette hænger sammen med den religiöse Anskuelse, ifölge hvilken Guderne ikke egentlig vare Skabere, ikke Frembringere af det Naturlige, af Stoffet, men kun Ordnere og Fuldendere, ja nöiere betragtet kun Idealer eller Kunstmodeller. I det naturlige Stof, den naturlige Grundspire, ὑλη, fandt man saaledes intet Guddommeligt, intet absolut Gyldigt; det skulde netop