Hopp til innhold

Side:Det arvelige kongedömmets betydning.djvu/13

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

Friheden först kom til Gjennembrud, var i sin Blomstring republicansk, og skjönt Udviklingen tilsidst paa begge Steder föorte til etslags Monarchie, saa var dermed ogsaa Udviklingen forbi. Det Universal-Monarchie, hvori den gamle Verden afsluttede sig, gik egentlig tilbage i Despotiet og betegner det hele Civilisations-Systems Undergang.

Det romerske Keiserdömme var kun den forbenede Rest af et forældet Statsliv; det havde selv ingen virkelig Livskraft.

Dette staaer i Forbindelse med Oldtidens hele Opfattelse af Statens Idee og af Friheden. De gamle Stater ere oprindelig kun Stæder (πόλεις, civitates), Borgersamfund, forbundne ved den tætte Samferdsel og de gjensidige Fornödenheder. Her, hvor Borgerne ere lige og löst sideordnede, hvor Baandet kun er et ydre, og endelig Statens Omfang saa lidet, at Enhver umiddelbart kan deeltage i dens Bestyrelse, giver den republicanske Forfatning sig af sig selv. Hertil skulle vi senere komme tilbage.

Men netop i samme Forhold, som Staten udvidede sit Omfang over et större Samfund, der ikke længer stod i umiddelbar Berörelse, föltes denne Regjeringsforms Utilstrækkelighed. Det er bleven