Der var et yrende liv i »Daily Chronicle’s« depechesal i Fleet Street. De lange telegramremser blev slukt med den største begjærlighet. Det var jobsposter over hele linien. Hele Europa gjæret. Alle diplomatiets traade var spændt til det yderste og tidens puls slog med feberslag.
Men ingen visste, hvor det bar hen. Selv de lawntennisspillende levemænd, som lever av at balancere paa krigens knivseg, anet ikke, hvad der var aarsak til den underlige mislyd i den europæiske konsert. Det føltes, som om stormagterne følte sterke skjæbnehænder om sine struper og nu snappet efter luft. Der var uro overalt, og uroen kom denne gang ikke ovenfra, men fra selve nationernes sjæl.
De forfærdelige massakrer i Rusland, den mægtige antisemitiske bevægelse, som truet med at skylle jøderne ut av Europa, det evige vrøvl paa Balkan, Japans og Kinas »gule alliance«, — altsammen var skikket til at vække frygt. Men endnu dypere — i folkenes fineste
