—Den side av saken er let nok, antar jeg, fortsatte Fjeld. Der findes ingen anden vei til saa store guldomsætninger end at kjøpe eiendomme og betale kontant — i guld. Og derefter sælge med eller uten avance for gode papirer. Jeg har tænkt nøie over saken, da jeg reiste over kanalen inat. Det nytter ikke for guldmakerne at omsætte sine guldpund i smaapartier. Derfor maa de ha oprettet en bankierforretning, som paa alskens forsigtige og underfundige maater lurer guldet enten ut blandt folk eller ind i bankerne . . . Naar jeg har fundet ut dette, vil vi ha den ene ende av den traad, som fører os til guldfabrikken . . . Og der først begynder vanskeligheterne og farerne . . .
—De mener?
—Jeg mener, at de mænd, som har sat dette iscene ikke er helt almindelige folk. Hele deres fremgangsmaate tyder ikke bare paa, at de vil berike sig selv, men at de ogsaa vil samfundet tillivs. De vil verge sig med alle de klør, som rigdommen kan skaffe en . . . Og det skulde ikke undre mig om . . .
Fjeld blev staaende i dype tanker . . .
—Jeg tror, De er en mand, vi har søkt efter, sa Cavendish varmt og rakte ham sin haand. Det er unødvendig at si, at De kan trække saa meget, De ønsker, paa vor bank. Direktionen har tillid til Dem, og vi skal ikke vise os utaknemmelig . . . De vet, hvor meget det gjælder for os og — England. Om en time skal De faa de oplysninger De bad om. Og skulde der hænde mig noget, saa henvend Dem til sir Arthur
