—Mit navn er dr. Jonas Fjeld, sa den fremmede med en let amerikansk brytning.
Finansmanden smilte velvillig og pekte paa en stol.
—Jeg kommer som jeg stod og gik, fortsatte Fjeld. Burns sa det hadde hastverk.
Cavendish nikket, mens han balancerte den sidste uspidsede blyant mellem sine lange hvite fingre.
—Vet De, hvad det gjælder, sa han langsomt.
—Ja, sa Fjeld. Burns møtte mig i Vlissingen og redegjorde for affæren.
—Vil De paatage Dem saken? Og tror De, at De kan greie den for os?
—Den forekommer mig at være grei og klar. Vi staar likeoverfor aarhundredets største opdagelse. Alkemisternes drøm er blit til virkelighet. Saavidt jeg kan forstaa, at findes der et sted i verden en fabrik for kunstig guld. Den har like til det sidste fabrikert engelske sovereigns . . .
—Det er ogsaa min mening.
—Men i de seneste uker, fortsatte Fjeld, har den ogsaa oversvømmet Tyskland med 20-markstykker. Der er panik paa børsen i Hamburg, men det later ikke til — efter de tyske aviser, jeg læste idag — at nogen aner grunden.
Lord Cavendish stønnet.
—Hvad djævelen skal vi gjøre. Negter vi at motta guld, blir det panik. Tar vi imot det, kvæler det os. Englands, ja hele verdens pengevæsen er jo basert paa guldværdien. Der er allerede en forfærdelig forvirring paa alle omraader. Guld er som kviksølvet
