Lord Cavendish sat og spidset blyanten. Han gjorde det rent mekanisk som en, der vil motionere sine fingre. Den ene velspidsede Kohinoor efter den anden la sig smukt tilrette paa det store kontorbord. Den gamle præsident ænset ikke den papirhaug, som hans sekretær netop hadde lagt frem for ham. Han fordypet sig i blyanterne som en mand, der forstaar en blyants værdi.
Men hans sekretærer skalv utenfor den mægtige kontordør, som førte ind til det allerhelligste i Bank of England. For dette med blyanterne fortalte, at lord Cavendish befandt sig paa et av nervøsitetens høieste trappetrin.
—Nu har han spidset 24 blyanter, hvisket førstesekretæren.
Der gik et støn nedover bordene.
—Han hadde bare 6 blyanter igjen. Og naar de er færdige . . .
—Saa Gud hjælpe os, mumlet sekretariatets junior . . . Jeg skulde ønske det snart var lunchtid!
