—Hvorledes befinder De Dem nu, monsieur?
John Marker saa sig rundt i det lille rum. Hans matte øine søkte efter et eller andet holdepunkt. De streifet kaminen, hvor fire store vedkubber spraget og kastet et behagelig rødgult streif over det lave kammer, og fæstet sig tilslut paa det bleke kvindeansigt, som bøiet sig over ham.
—Har jeg været syk? spurte han. Hans stemme lød haard, skurrende og fremmed i hans øren.
—Vi trodde, vi skulde miste Dem, sa hun enkelt. De har været bevisstløs i 10 timer. Doktoren mente, De hadde faat hjernebetændelse.
—Jeg er aldeles frisk, mumlet Marker ærgerlig. Der feiler mig ingenting. Jeg er mat og sulten.
Den unge pike ilte ut og kom et øieblik efter ind med en kold kylling og en flaske vin. Marker tok uten yderligere formaliteter fat paa kyllingen med fingrene.
—Hjernebetændelse — jeg? Disse doktorer er nogen klodrianer. Jeg har et eneste organ som duer,
