Marker krøllet bladet sammen og stak det i lommen.
—Naasaa! mumlet han og gik et slag henover gulvet.
Den fremmedes rovdyrsøine vogtet paa enhver av kemikerens bevægelser, og hans læber bevæget sig som til en trusel.
Da stanset Marker ret foran den unge mand.
—De er altsaa Jacques Delma, sa han paa fransk.
—Ja, svarte franskmanden rolig. Jeg er Delma. Hvad da?
Jeg skulde ha lyst til at tjene 5000 kroner.
—For at forraade mig?
—Ja.
—Og hvortil skulde De bruke disse Judaspenger?
—Til indkjøp av et støvkorn radium.
—Radium?
—Ja, — jeg er kemiker og staar paa spranget til den største av alle opfindelser. Den er mere værd end Deres frihet, monsieur Delma.
Franskmanden smilte dovent.
—Og hvad er det for en opfindelse?
Marker betænkte sig litt.
—Den store syntese, sa han med skjælvende stemme. Aarhundreders problem. Jeg den fattigste av alle, har fundet ut, hvad tusinder har maattet lide og dø for. De vises sten. Den store eleksir. Den røde tinktur. Kunsten at lage guld.
