myntpresse. Under den sidste stod en sinkkasse. Fjeld stak sin haand ned i den. Den var fyldt til randen med 20-francsstykker. Han lot mynterne glide gjennem fingrene — de var blanke og straalende og den galliske hane skinnet mot ham i al sin glans.
Fjeld gik videre. Den store glaskule var endnu ikke tømt. Fjeld grep fat i en kort hævarm, som syntes at presse de to halvkuler sammen. De gled langsomt fra hinanden. Fjeld forsøkte at løfte den sotbrune klump ut. Det var kun med den største anstrengelse, at det lykkedes ham at velte den kompakte masse ut paa gulvet. Den var endnu bløt og bøielig som en deig. Han ridset i den med en kniv og en blek gylden straale skinnet mot ham.
Fjeld sparket haanlig til klumpen.
—Thomas Morus hadde ret, mumlet han, naar han præket hatet til guld: Det er det foragteligste av alle metaller. Lad slaverne lænkes sammen med de forbandete gyldne kjeder, lad forbryderne merkes til evig skjændsel med guldringe i ører og paa fingre, men la os frie mænd smykke os med jern og staal! . . . Saa sa han den gamle digter, »Utopia«s udødelige mester . . . Nu vender han sig i sin grav, den brave angelsakser. For nu er guldets saga ute! . . . Menneskeslegten er atter paa vandring mot det gamle »Utopia« . . .
Saa gik han hen til John Marker og tok ham forsigtig paa sine arme . . . Billedhuggeren reiste sig pludselig og gned sine øine. Han viste ingen forundring, da han saa en fremmed bære sin ven ut av hulen. Med skjælvende fingre famlet han efter den
