skridt vaklet langs flodkaien, saa imidlertid ikke ut til at nyde hverken den milde, klare vaarluft, den bleke aftenhimmel eller tanken paa de østers, som drømte paa isen i mr. Smiths berømte kjelder. De gik og slang der som sjøfolk pleier og kastet prøvende blikke paa alle de fartøier, som laa og ventet paa floden. Det var svære lægtere, det var flodpramme og seilskuter, som laa for anker og signaliserte efter bukserbaat. Det var fiskefartøier, som pustet ut efter den sidste ladning fra bankerne, det var hollandske koffer med slingrekjøler og fete agterspeil, og ret som det var slang der mellem bruksbaatene en nypudset lystseiler, som netop hadde forlatt slippen og nu krodde sig i sin vaarlige stas.
Men de to aldrende gentlemen hadde ikke øie for nogen av disse fartøier. De søkte efter en yawl paa 15 tons, som efter havneinspektørens forklaring skulde ligge nogen favne fra land . . .
De fandt snart, hvad de søkte.
Helt oppe mot Gravesend laa der en sortmalet baat med klipperbaug. Den hadde samtidig fine og kraftige linjer og en solid rig. Baaten hadde lanterner oppe, seilene var gjort klare og en stilfærdig, tikkende lyd fra agterskibet bragte bud om at yawlens motor var parat til bruk. Ankeret var endnu ute, men kjettingen var halet tot. En mand i oljehyre sat allerede i styreluken med haanden paa rorstangen, og efter hans utaalmodige bevægelser at dømme, saa det ut til, at han kun ventet paa en besked, før han gav ordre til at heise ankeret. To mand stod forut ved spillet og
