er ikke godt for en mand, som har mistet det ene øre, at skjule sig. Jimmy Croft er nok paa verdensomseiling sammen med Jacques Delma, kan jeg tænke. De to trækker bra sammen.
—Det er godt. Sig mig tilslut: Har De nogensinde stødt paa bankfirmaet Brooke & Bradley i Holborn?
—Nei.
—Hvis De har held med Dem, Clifford, saa kommer De til at lære det at kjende. Men skynd Dem nu. Garderobeskrædderen venter Dem . . . Ta vaaben og haandjern med Dem . . .!
— — — —
I Ralph Burns lille spisestue sat det unge egtepar tilbords med en gammel litt krogrygget mand med graasprængt skjeg, en slitt, blaa sjømandsdres og et pragtfuldt silketørklæ om halsen. Den sjøfarende olding hadde imidlertid en ung og kraftig stemme, og hans bevægelser og appetit tydet ikke paa at alderen trykket ham.
—Jeg liker det ikke, brummet Burns.
—Hvad liker du ikke? spurte hans kone og lænet sig kjærlig hen til ham.
—Jeg hører trompeterne kalder, svarte Burns. De kalder til kamp. Men Ralph Burns, den gamle dragonhest, kommer ikke. Han staar i stalden og hænger med ørerne.
—Nei, sa sjømanden, og hans blaa øine fornegtet pludselig al mulig alderdom, — du hænger ikke med ørene. Du lytter efter det, som skal komme. Og naar
