—Det var manden deroppe, hvisket Fjeld febrilsk. Han maa ikke slippe fra os. Nu husker jeg, hvem det var. Jeg saa ham i formiddag i Bank of England. Han opholdt mig i venteværelset over en halv time og spurte og grov, hvad jeg vilde . . . Den fyr har ikke rent mel i posen. Den onde samvittighet stod som en sky om ørene hans. Jeg vædder paa, at det er ham, som sendte mig mr. Okine paa halsen og varslet Brooke . . . Tør De arrestere ham, Burns?
—Om jeg tør? . . . Jeg skulde arrestere fanden selv, om han gik her og lusket om her ved Regents Park. Hvad heter han? . . .
—Det er lord Cavendish’ førstesekretær. Hans navn er Murphy.
Burns klødde sig i hodet.
—Kanske litt risikabelt. Men vi kan ialfald ta ham med os og la ham forklare sig om lord Cavendish’ kontortid, hans livsvaner, hans fiender og slikt noget. Saa faar vi se tiden an.
—Well! Hovedsaken er, at fyren ikke faar anledning til at sætte sig i forbindelse med nogen . . .
Automobilen bevæget sig langsomt opover. Der var ikke mange mennesker paa gaten. Men de store buelamper skinte ikke paa nogen graa havelock. Manden maatte være bøiet ind i en sidegate.
—Findes der nogen telegrafstation her i nærheten? spurte Fjeld pludselig.
—Der ligger en like her paa hjørnet, svarte chaufføren.
—Saa faar vi prøve chancen.
