Oversen – og i hendes venlige Nordlands-røst laa al hendes ærbødighet og beundring for frøken Danells kundskaper i tre sprog —, og frøken Danell fik fugtige øine og lot frøken Oversen skjænke kaffe for sig seiv. – I lærerindernes kreds blev pædagogiske, sociale, moralske og literære spørsmaal drøftet, og nåar der blev øvet kritik over byens folk og forhold, var kritiken saglig, uforfærdet og velformet. Lærerinderne slog sammen med sine aands-frænder ring om dannelsen i byen, og den nordlandske frøken Oversen var passivt, men lykkelig medlem av vaktholdet. Hvor skulde man befinde sig vel og beæret, om ikke her, hvor ingen trængte at bruke fremmedordboken ? Den lille musiklærerinde spurte hviskende frøken Danell om det, og frøken Danell smilte og nikket med sit store hode og holdt det heklede sjal bedre om sig – nei! Hun saa fra de oplyste, høit talende fruer til de mer stille, men solide frøkner, som var barnefødt i byen, men dog hadde fulgt med tiden – hun saa fra sine andre kolleger over til frøken Langfelt, som altid betragtet byens fædre med et blik som vilde hun si: nåar døde Schiller, mine herrer. . . nei, hvor skulde man befinde sig vel om ikke her? »Frit ord, vid horisont, høifjeldsluft» – det var en kollegas dom om lærerindernes kreds. Frøken Danell smilte paa forhaand til det som blev sagt i kredsen; og naar frøken Langfelt i klubben ut-
