Onkel Peters er selvfølgelig en skurk. Det vet alle — liketil politiet. Men hans forhold til lovens bokstav er tilsynelatende uklanderlig. Der er disciplin i hans kneipe. Berusede folk kastes ut, naar de har naadd et visst stadium og syngepikerne faar ikke akkurat vræle som de vil.
Forøvrig er alle velkommen. Onkel Peters utøver en ubegrænset gjestfrihet. Han sigter ikke sine folk. Bare det rasler mynt i deres lommer, er det ham likegyldig, om de kommer like fra fængslet. Der er absolution for alle forbrydelser i hans samvittighet — undtagen for den at gaa uten at betale. Han vet, at »Die drei Federn« ofte faar besøk av fremmede og utlændinger, som ikke har de reneste papirer. Men det generer ingenlunde onkel Peters. Det er flotte folk disse glade mordere og røvere fra Whitechapel, Soho, Montparnasse og Moabit. Og i deres kjølvand kommer der stadig en række internationale detektiver, som heller ikke sparer paa drikkevarerne.
Men politiet gaar som regel bort med uforrettet sak. Eller hvad værre er, det forsvinder helt . . . For enten har de forbrydelsens gentlemen, som stikker sin næse indenfor onkel Peters lave døre, intet bevis mot sig, og da generer de sig ikke for at tømme et bæger med sine naturlige fiender. Eller de har et eller andet uopgjort
