Da svinget Ilmari Erkos fugleflyver grasiøst utover, dens vinger hvilte et øieblik, saa stevnet den ret mot syd, hvor Bundefjordens lange blindtarm snor sig frem mellem hvite villaer.
De tre mænd sat henførte og saa paa den straalende verden under deres føtter. Solen fandt dem, og den gule fugl dyppet sine vinger i morgenens gyldne friskhet.
Den passerte Nesset. Tilhøire skimtet de fjorden og Drøbaks rosenhaver, foran dem laa Aas og Vestby i vaarlige drømme. Langt under dem saaes en række kvadratiske bygninger med store gule gaardsrum — det var landbrukshøiskolen. Billederne vekslet med forfærdelig hurtighet. Smaa vand stirret som blinde øine op mot dem. Moss forsvandt hurtig og skjænket dem lynsnart en liten mindelse om cellulosefabriken, — og se, der fløt Glommen bred og mægtig gjennem Skiptvet og Varteig, indtil den som en hvit sølvtaake lyste ved siden av Borregaards vældige fabriker. Det var Sarpsfossen.
Og jorden svandt under flyvemaskinen. Milene gled under den, — forbi Fredrikshald og utover mot havet, hvor Hvaløerne nu badet sig i solopgangen helt ut til Torbjørnskjær fyr, der saavidt skimtedes som en firkantet prik midt imellem bølgeskvulpet.
Alt svandt under dem. Alt — undtagen lande-
