hans læber . . . som en saaret bjørn, der varsler sine fiender, før det sidste blodige favntak. . . . Katarina Fjeld la sin haand paa den sykes pande — stilt og varlig som en mor, der sitter ved sit barns leie. Burns stirret forvildet omkring sig . . hans knyttede haand løstes, de spændte ansigtstræk slappedes. Saa vendte han hodet paa puten og lukket øinene og sov ind med et smil. . . Halvt i drømme saa han en stor, gul skogkat med strittende veirhaar og en kort avbitt hale springe op i hans seng og efter en omhyggelig undersøkelse av terrænget anbringe sig ved hans føtter.
—Pas paa, »Pajazzo«, hvisket Fjeld og strøk det store dyr over ryggen. Du er os ansvarlig for denne mand, forstaar du. . . .
Da løftet den gamle kat sit store hode med de sønderbitte øren, og dens klare øine stirret i rolig, ophøiet fjernhet ut i rummet. . . . Saa la den sit mishandlede hode ned mellem labberne, og en dyp, syngende malen forkyndte, at nu vaaket »Pajazzo« i sin herskers hus.
— — — —
Nede i Akersgaten begyndte eftermiddagen at faa liv. Det var nyhetens time. Rotationsmaskinernes klaprende lyd sang langt nedover gaten, og avisgutternes skingrende skrik gled ind i den bleke maidag.
Utenfor »Aftenposten«s aviskasser stod en skares