i bröderlig ening. Da vokste uroen i menneskehavet til en stormbølge, som i mægtige ringe rullet utover byen helt til forstædernes dunkleste kroker. Og hvor lydbølgerne sluttet, tok de elektriske traader fat og sendte begeistringen videre til de ytterste bygder.
Alt gik efter programmet. Der blev talt, og der blev sunget. Alle skandinavismens smukke, gravlagte ord vaktes op fra det døde, gamle Carl Plougs mandige kvad fik klang igjen, og dronning Margaretha løftet undrende paa sit smukke hode, der hun laa i sine evige storhetsdrømme blandt notabiliteterne i Roskilde domkirke.
Men journalisterne stod ved bryggekanten og famlet efter de skjønneste adjektiver, kinematograferne sveivet sammen levende illustrationer til en ny nordens historie, og Vorherres sol besørget resten.
—Det gaar brilliant, hvisket byens ordfører til politimesteren. Her findes ingen mislyd. Min kompliment.
Politimesteren bukket og vilde svare. Men i samme øieblik følte han en haand paa sin skulder.
Han vendte sig hurtig og saa ind i telegrafdirektørens smilende ansigt.
—Jeg ber om undskyldning, sa han. En av vore folk var her med et iltelegram til Dem. Jeg vet ikke om det kan interessere . . .
