med en dyp fosforglans. De blev et øieblik tvilraadig staaende og stirret paa acetylenlykten, saa hørtes der et skrik fra vinduet, — et eggende, hvislende skrik. Det var Saimler, som hidset sine vaktdyr . . . Da kastet manden lykten i hodet paa forfølgerne og trak sin revolver i læ av en stor tuja.
—Paa ham! skrek Saimler. Æt ham op med hud og haar. Hører du, Alex . . . . slit ham i stykker og stil din hunger . . .
Da krummet den vældige plettete kat sig sammen, og man hørte et øieblik, hvorledes dens lange hale pisket grusgangen. Saa sprang den . . .
Men manden bøide sig lynsnart tilside, der lød et kort dumpt knald og leoparden rullet overende ved tujaens fot.
Med et hyl trak leopardens make sig ind mellem løvverket. Den hadde ikke sin herre og mesters blodtørst og mod.
Mændene i vinduet saa ikke, hvad der var hændt. Den mørke have skjulte alt for dem. Deres revolvere pekte utover, men de fandt ikke noget maal.
—Saa lat os gaa ned og gjøre ende paa ham, skrek Delma.
—Nei, sa Saimler bestemt. Alex sparer ingen. Det er en gammel menneskeæter fra Sundas skoge. Han lar sig ikke slaa ned av en revolver.
