og sendt det ut til „Dronningen“ En rød lap over adressen viste, at det hastet.
Fjeld brøt det febrilsk og læste. Han blev meget blek, og hans øine flakket raadvild omkring. Han saa ut mot baaten, hvor en hvitklædt skikkelse sat i cockpiten og vinket til ham — og haanden, som holdt telegrammet, skalv. Et øieblik tænkte han sig om, der kom et beslutsom drag over det solbrændte ansigt, han bet tænderne sammen . . .
— Vel, mumlet han. Det maatte komme. Saa gik han ind i vaktrummet og telefonerte hjem. — Er det Erko? spurte han. Vel, du maa laase huset omhyggelig av. Send piken væk. Ta med dig en haandfuld pengesedler og kom saa hurtig du kan til „Dronningen“. Klæd dig godt. Find frem draftene langs den svenske skjærgaard til Kjøbenhavn. Ta med dig vaaben. Bestil en automobil herut. Og hvis du kan være her om en time, saa er det godt. Vinden løier . . .
Fjeld gik op paa verandaen og saa nøie paa telegrammet. Det var avsendt den 2den juni kl. 2.15 om eftermiddagen fra Altona og lød saaledes i norsk oversættelse:
Den enøiede forlot Hamburg iformiddag med billet til Kristiania. Han har med sig en svenske og en tysker. Vet alt om Dem og Erko. Vil forfølge Dem til det yderste. Reis hurtigst.Jaap.
Han blev staaende i dype tanker. — Imorgen aften kommer Delma til Kristiania, mumlet han. Det vil ikke volde ham meget besvær at faa vite, at jeg er ute paa seilas, men det vil falde ham vanskeligere at finde mig. Mon han tør blande politiet op i dette?
Saaledes reflekterte Jonas Fjeld, mens han gik der frem og tilbake og saa det ene hvite seil efter det andet forsvinde bak Bygdønæs.
Det var en av disse vidunderlige junidage, da sol,
