ling er samme begrep. Det var ikke 48 timer, siden han laa i dødens favntak paa klipperne ved Reinunga, men nu var loddet kastet. Katarina Sarows billede var brændt ind i hans sjæl, han higet efter en avgjørelse og hvert øiebliks utsættelse forvoldte ham en fysisk smerte.
Saa tidlig som det anstændigvis gik an indfandt han sig hos fru Sarow. Men der fik han den sørgelige besked, at frøkenen var gaat paa ski i Nordmarken og ikke kom hjem før ved middagstid. Fjeld fik hendes signalement, styrtet hjem, fandt frem sine ski og sin skidres, klædte sig om, tok Holmenkolbanen til Midtstuen, spurte og grov, hvor han kom og var nu paa den vildeste jagt efter den blaa dame, som i sine egne drømme gled henover mot aasen ved Skjennungen.
Det var en eiendommelig frierfærd, men Jonas Fjeld hadde ingen sans for humor, naar det gjaldt at gjennemføre en beslutning. Og han hugget skistavene i bakken med en desperat energi og forseret Frøensvoldskleven i en svimlende fart.
Løiperne var ikke helt opgaat. Den store strøm hadde endnu ikke naadd hitop. Jonas Fjeld saa et enkelt skispor med rand i midten, som han fulgte. Han følte instinktmæssig, at her hadde Katarina gaat. Og da sporet viste op til Skjennungshytten ropte han høit av glæde og triumf.
Han slængte skierne av sig og gik ind. Ved peisen sad Katarina Sarow og saa ind i ilden med ryggen vendt mot døren. Fjeld stanset. Der var noget ved denne rene, fine skikkelse, som bøiet sig ned mot peisen, en harmonisk ynde, som grep ham om hjertet. Hadde han ikke sagt sig det tusende ganger, at han ingen ret hadde til at blande denne gode og trofaste kvinde med de utprægede hæderlighetsinstinkter ind i sit farlige, hasardiøse liv? Hvem kunde vite om ikke lovens arm fandt ham en dag? . . .
