gen, døren til perrongen lukkedes op, og en iskold luftstrøm strøk hen over hans hode.
Dette vækket den sterke mand av hans dvale. Og derute paa den trange perrong begyndte nu en kamp, som fortjener at mindes. Det var et slagsmaal mellem tre mænd, som alle følte kampens glæde — dens vilde, blodige vellyst.
Fjeld krummet sig sammen og sendte franskmanden med et spark mot gelænderet. Kom saa paa benene og vendte sig mot hollænderen og rammet ham med et velrettet næveslag i mellemgulvet, saa han sank overende.
Men i samme øieblik var Delma over sin fiende. Fjeld følte hans famlende hænder om sin strupe. Det var et grep som en skruestik. De vældige haarede næver klemte som staalbaand. Fjeld søkte at løsne grepet, men det lykkedes ikke.
Da bøiet han sig ned paa knæerne og hævet sig lynsnart op. Hans bakhode rammet Delma under haken med forfærdelig kraft, og franskmandens kvælertak løsnedes. Det var i sidste øieblik. Fjeld snappet efter luften.
Og mens franskmanden kravlet omkring med paralyserte hodenerver, søkte hollænderen, som nu var kommet sig efter den første omgang, med et lumsk grep at kaste sin motstander ut av toget. Han hadde lukket jerndøren op, grep Fjeld om benene og veltet ham ned paa første trin. Men det lykkedes ikke Huysmann at befri sig for det tak, Fjeld i sidste liten fik i hans frak. Han hugget nordmanden over armen, han slet og rev, og tilslut plantet han sine kraftige tænder i Fjelds underarm . . .
Delma søkte at komme sin ven til hjælp. Men den trange plads hindret ham.
Det var imidlertid lykkedes Fjeld at faa tak i en av dørens sprinkler, og med al sin kraft hævet han sig5 — De knyttede næver.
