faar lyst til at forklare sig. Han er sensibel og svak lille Ilmari . . . han taaler nok rystelse, men ikke smerter.
— Hm, brummet Hollænderen anerkjendende. Og siden?
— Vil han forsvinde helt pludselig. Elben er dyp. Den skyller mange smukke hemmeligheter ut i havet. Franskmanden lo muntert, mens hans haarede næver uvilkaarlig krummet sig som klør om en fiendes strupe . . .
En droske kjørte forbi. En høi mand i ulster med guldlorgnet og lange, lyse barter sat i den. En stor, graa etagekuffert stod paa forsætet. Den høie mand kjøpte billet til Voss og ekspederte sin kuffert samtidig med at de to utlændinger betalte 2 kroner i overvegt for sin. De store kufferter kjørte i fredelig samdrægtighet ut til godsvognen, og de faa passagerer fordelte sig i den komfortable andenklasses boggievogn.
De to utlændinger tok et hurtig overblik over sine medreisende, anbragte sig nærmest spisevognen og forskanset sig i hjørnekupéen. Den høie, nærsynte mand med de stikkende øine tok plads i den motsatte fløi, nærmest godsvognen. Han saa meget forvirret ut, da konduktøren kom ind. — Jeg har glemt mine cigarer i min kuffert, sa han. Den staar i godsvognen. Tror De, jeg kan faa fat i den paa en av mellemstationerne?
— Det er der ingenting iveien for, svarte konduktøren høflig. Ved Hønefos stanser toget i 10 minutter, og da skal jeg sørge for, at De faar adgang til godsvognen.
Den høie reisende smilte tilfreds. — Om jeg kunde lure dem, mumlet han og tok lorgnetten av sig. Det var Jonas Fjelds rolige og skarpe øine. — Der findes ikke noget, som forvandler en mands utseende som et par lorgnetglas med mange dioptrier, fortsatte han sin enetale. De er anstrengende at bære, men jeg tror ikke, min bedste ven skulde kjende mig med de forstørrelsesglas.
Saa suste toget ut fra jernbanehallen, gjennem Oslos vaagnende øine og ut i Maridalens og Nitedalens gryende dag . . .
