paa det sidste ord i den fremmedes flytende talestrøm — har nok sat fluer i hodet paa d'herrer dernede. Men jeg hadde mit alibi iorden. Det var en satans masse vrøvl, for jeg taler et meget daarlig norsk. Derimot læser jeg godt det skjønne sprog, hvori Ibsen har uttrykt sig saa mesterlig — og jeg har læst meget i løpet av dagen. Aa — alle de aviser, jeg har slukt . . .
— Jeg forstaar ikke rigtig, hvor De vil hen, sa Fjeld rolig. Jeg er ikke detektiv og banktyveriet interesserer mig ikke mere.
— Virkelig? den fremmede slog ut med de fine hvite hænder. Nei, selvfølgelig! . . . Mit navn er Mario Heredia . . . ingeniør og handelsreisende. Jeg reiser i — staal . . . Tilfældigvis har jeg hørt, at min ven Erko er i byen, at han bor hos Dem. Jeg skulde meget ønske at træffe ham i aften. Det er en særdeles vigtig sak baade for ham og for — Dem.
Der var en svakt truende klang i stemmen. Men Fjeld lot ikke til at ta notis av det.
— Erkos venner er mine, sa han venlig. Vil De ikke træde indenfor? Erko er nok gaat tilsengs, men jeg antar, at han til enhver tid har en stund tilovers for sine venner . . .
Erko sat i sit lille loftsværelse, da Fjeld traadte ind.
— Der sitter en mand nede i salonen, hvisket Fjeld, — han kalder sig Mario Heredia.
Erko reiste sig hurtig. — Mario Heredia, mumlet han hæst.
— Ja, fortsatte Fjeld, og han mistænker os for banktyveriet. Er han farlig — pengeutpresser, spekulant eller hvad?
— Han er djævelen selv, skrek Erko angst. Vet han noget vil han presse os som citroner. En vampyr er han. Han vil aldrig slippe os . . . Vi arbeidet sammen i Berlin, og jeg lot mig bestikke av hans gemytlige