til en mokka med de obligatoriske væsker samt Uppmanns vidunderlige fabrikata.
— De tror altsaa, at disse banktyve er utlændinge, spurte Fjeld.
— Selvfølgelig, sa hans bordfæller.
— Men da maa det jo være let at faa tak i idem. Man har vel ikke saa vanskelig for at finde ut, hvilke utlændinger befinder sig i byen for tiden og hvilke, som forlater den?
— Kjære hr. Fjeld, sa fuldmægtigen overbærende. Undskyld jeg sier, at De er noget naiv. De er jo doktor og ingen kan forlange . . . Men jeg er specialist i faget . . . og jeg forsikrer, at det ofte er vanskeligere at finde en forbryder i en storstad end en synaal i et hølæs. Men nu er vi i det gunstige tilfælde, at vi vet hvem manden er. Vi har hans signalement, vi vet hvorfra han er kommen, vi har endog — og her sænket fuldmægtigen stemmen og saa sig forsigtig om — hans fingeravtryk . . .
Redaktøren sprat op. Hvad sier De? Og det har De ikke fortalt mig?
— Hysh, — hvisket politifuldmægtigen. Ingen indiskretioner. Det er ikke mere end to timer siden, at en av vore betjente i det ene hjørne av panserhvælvet fandt et stykke avispapir med blodmerker. — En av tyvene er blet saaret under arbeidet i haanden og har tørket blodet væk med et stykke av en tysk avis, som han har bragt med sig fra utlandet. Det var „Frankfurter Zeitung“ for den 29de september. Idag har vi den 4de oktober. Hvad kan man slutte herav? Jo at tyven eller tyvene er reist hit fra Tyskland og er av tysk nationalitet. Og at de er kommen hit til byen den 1ste oktober.
Endvidere har vi et høist værdifuldt fingeravtryk. Det viser sig her som i tusende andre tilfælde, at selv den klokeste fyr røber sig ved en eller anden
