Men Fjeld sat dødstræt i en sofa. Han pustet endnu tungt efter den lange vandring.
— Er det ikke underlig, Erko, sa han, at ingen byrde er saa tung at bære som rikdommens. Det svir i hele min krop efter den spasertur. Hvormeget er der?
Men Erko svarte ikke. Han talte og talte. Den lille krop var i ustanselig bevægelse. Det var som om han talte med baade hænder og føtter.
— Nu faar aviserne noget at fundere paa, fortsatte Fjeld. De har lite at skrive om nu om dagen. Jeg skulde gjerne være journalist imorgen og la mine formeninger flyve avsted sammen med alle de andres. Der er jo saamange smukke spor — ikke sandt, Erko? Opdagelseschef Mossin vil faa herlige dage. Men han vil snart erfare, at her har han stukket hodet i en sæk. Eller hvad mener du, Erko?
Men Erko talte og talte. Hans lille hode bevæget sig op og ned. Hans læber mumlet større og større tal.
Saa reiste han sig pludselig, strøk sig med den ene haand over de bandager, som dækket hans saarede pande, pekte med den anden paa pengedyngerne.
— Naa? spurte Fjeld.
— 448,365 kroner, sa den lille finne høitidelig. Hverken mere eller mindre efter den sidste kurs. Hentet ut fra et panserhvælv i løpet av 3½ time uten tap av menneskeliv og andet vrøvl. Skal vi drikke et bæger for det gule metal og for den gule plet i vore øine!
Og Ilmari Erko lot sin fine hvite haand glide kjærtegnende over gulddyngerne.
